Ellevangskolen søger ny skoleleder

Profilbillede
dato

Er du en passioneret og tillidsskabende leder, som ønsker at stå i spidsen for en veldrevet skole, der emmer af diversitet og mangfoldighed? 
Tror du på, at børn gør det bedste, de kan, og kan du forankre det børnesyn, så det bliver rammesættende for den pædagogiske udvikling?                                                                         
Kan du sikre sammenhængskraft og fællesskab på tværs af afdelinger, klasser og SFO, så Ellevangskolen kan fortsætte den gode udvikling og den høje trivsel og faglighed, som er kendetegnet ved vores skole?

Så er det dig, vi gerne vil have med på holdet!

Om os
Ellevangsskolen er en større skole i Aarhus Kommune, som er lokal forankret i Risskov og rummer 820 elever, et elevtal, som er støt stigende. Vi er organiseret i to afdelinger; 0.-5. klasse og 6.-9. klasse og opdelt i 3-4 spor, som indbefatter almenklasser, idrætstalentklasser, specialklasser og modtagerklasser samt en SFO med cirka 300 børn. Skolen er omgivet af grønne områder med masser af plads og gode faciliteter, som for eksempel vores egen svømmehal. Vi er en skole med en diversitet, vi er stolte af, og som socioøkonomisk afspejler det danske samfund tæt på én til én, hvilket vi oplever som en positiv dimension for børnene i deres læring om dannelse og respekt for den enkelte.

Gennem vores samarbejde med Elite Sports Akademi Aarhus (ESAA) og Team Danmark er vi i høj grad også en skole i bevægelse. Udover vores elitesportsklasser har vi ESAA kids på 1. og 2. årgang, som i samarbejde med ESAA og lokale idrætsforeninger har til formål at give børnene en tilknytning til foreningslivet og motivere børnene til mere bevægelse og idræt både i skolen og i fritiden. Vi lyser også på bæredygtighed og et tredje fokuspunkt, centralt for skolen, er vores samarbejde med UNICEF som certificeret rettighedsskole, hvor vi aktivt arbejder med elevdemokratiet, så alle børn kender deres egne rettigheder og forpligtelser i henhold til FN’s Børnekonvention.

Vi bestræber os på at være ordentlige i alt, hvad vi gør, og der er flere grunde til, at vores trivselsmålinger ligger højt. Udover nærværende og fagligt dygtige lærere og pædagoger har skolen også en høj grad af forældreopbakning og mange forældreressourcer, som udmønter sig i fællesskabende klasseture og overnatninger ud af huset. Dertil kommer en åben ledelse med et tæt og givtigt samarbejde med skolebestyrelsen.

Om jobbet
Du bliver leder af en skole med 120 medarbejdere og et ledelsesteam, som er kendetegnet ved integritet og gennemsigtighed, og hvis alsidige kompetencer komplementerer hinanden. Teamet består ud over dig af en pædagogisk leder for specialklasser og SFO, en viceskoleleder/pædagogisk leder for 0.-5. årgang og en pædagogisk leder for 6.-9. årgang. Sidstnævnte stilling er ledig netop nu, og du skal derfor være med til at ansætte en ny ledelseskollega, når du tiltræder umiddelbart efter sommerferien. Rekrutteringsprocessen er planlagt, og vi venter blot på at få dig ombord og håber, at du ser det som en god mulighed for at få indflydelse på at sætte dit team.

Som skoleleder på Ellevangskolen har du det overordnede personaleansvar og udstikker, i samarbejde med skolebestyrelsen, ledelsesteamet og medarbejderne, retning og rammer for skolens virke og udvikling i overensstemmelse med Folkeskoleloven og Børn og Unge-politikken i Aarhus, så det giver mening inden for den lokale kontekst på Ellevangskolen.

Du har fokus på den samlede ledelsesopgave og har ansvaret for at definere og udleve skolens visioner og strategi og arbejder målrettet med, sammen med dit ledelsesteam, at skolens ressourcer prioriteres og anvendes til at sikre størst mulig kvalitet i opgaveudførelsen og styrke børn og unges læring, trivsel og oplevelse af egen personlig mestring.

Du bliver skolens ansigt udadtil og tænker skolen ind i en ekstern sammenhæng, fx i samarbejdet med lokale interessenter.

Udover lederteamet på skolen har du gode sparringspartnere i skoledistriktet og dagtilbuddet, og du bliver en del af et distriktslederteam, hvor der er mulighed for at hente sparring og vidensdeling på tværs af institutioner. Derudover indgår du i et klyngesamarbejde med Strandskolen. I klyngesamarbejdet er der repræsentanter fra både dagtilbud, skole og UngiAarhus, og sammen fokuserer I på en praksisnær, hurtigere og mere koordineret indsats for alle børn og unge i et 0-18 års perspektiv.

Du har særligt fokus på:

  • at sikre en fortsat trivsel blandt børn og medarbejdere samt en stabil drift
  • at understøtte igangværende EU-projekter med eksterne samarbejdspartnere
  • ledelses- og personaleudvikling og styrke og videreføre det gode samarbejde
  • en leder, der vil skolen, og vil gøre Ellevangskolen til sin skole og som brænder for skoleverdenen
  • at understøtte skolens bevægelsesprofil og samarbejde i Elitesportsklasser og ESAA Kids
  • at kunne lytte, handle og prioritere i både store og små hverdagsudfordringer blandt elever, forældre, lærere og pædagoger
  • at være leder for én samlet skole og styrke sammenhængskraften

Om dig

  • Du bedriver synlig, tydelig og nærværende ledelse og er oprigtig interesseret i børn og medarbejdere. 
  • Du udlever vores børnesyn i ord og handling og har fokus på, at børnesynet er forankret i hele skolens pædagogiske praksis
  • Du skaber overblik og sammenhængskraft og sætter en fælles retning for hele skolen. Du understøtter sammenhænge, så det giver mening for både medarbejdere og børn så alle oplever sig som en del af fællesskabet 
  • Du har stærke relationelle og kommunikative kompetencer og er empatisk og tillidsvækkende i din tilgang. Du skaber et naturligt følgeskab både i det praksisnære og når tiltag ovenfra skal implementeres
  • Du har et strategisk fokus og er visionær – Du tager ansvar for at skolens strategi er tydelig og sikrer skolens videre udvikling, men har samtidig respekt for det eksisterende

Krav til stillingen 
Du er læreruddannet og pædagogisk velfunderet, og du har en lederuddannelse samt erfaring med at arbejde med børn og uddannelse. Du har ledelseserfaring fra skoleverdenen, og har du ikke erfaring med at lede ledere, er du klar til at tage det næste skridt og har potentialet til det. Det er en fordel, hvis du har kendskab til Aarhus Kommune og har en god forståelse for IT, økonomi og administration.

Læs mere om os  
Læs mere om os: Ellevangskolen (aarhus.dk) 
Skole og fritid: Det Vi Gør (aarhus.dk)
Bredere børnefællesskaber: Bredere børnefællesskaber (aarhus.dk)
Stærkere læringsfællesskaber: Stærkere Læringsfællesskaber (aarhus.dk)
Ledelse: Ledelse (aarhus.dk)
 

Hvis du vil vide mere 
…. er du velkommen til at kontakte Børn- og Ungechef Stefan Møller Christiansen på telefon 6119 4496.

Løn og ansættelse  
Der er tale om en fuldtidsstilling. Løn og ansættelsesvilkår vil være i henhold til gældende overenskomst. Skoleledere ansættes i Børn og Unge som tjenestemænd. Derudover indplaceres du efter gældende forhåndsaftale som er indgået med Aarhus Skolelederforening. Der er tale om en fuldtidsstilling som aflønnes på trin 51 og aktuelt et årligt tillæg på kr. 83.000 svarende til ca. 800.000 årligt i nutidskroner.
Der indhentes børneattest samt straffeattest.    

Vi håber, du kan starte den 1. august 2024.

Vi glæder os til at høre fra dig! 
Du sender os din ansøgning og bilag elektronisk senest den 26. maj. Den 28. maj udvælger vi de kandidater, vi inviterer til samtale. Første samtalerunde afholdes den 4. juni fra kl. 14.00. Der medvirker en HR-konsulent i ansættelsesprocessen, og der vil blive anvendt færdighedstest samt personlighedstest i forbindelse med rekrutteringsprocessen. Test, testinterview og referencer vil foregå den 5.-7. juni og aftales med HR-konsulenten. Anden samtalerunde afholdes den 11. juni fra kl. 15.00.

Klik på ”Ansøg” nedenfor for at udfylde og sende din ansøgning. Alle felter med * skal udfyldes. Først når du har modtaget en kvittering pr. e-mail, har vi modtaget din ansøgning. 

I Aarhus Kommune sætter vi børnene i centrum. 
Vi vil give alle børn og unge de bedste betingelser for at lære, udvikle sig og trives. Det kræver stærke læringsfællesskaber og tværfagligt samarbejde mellem de voksne omkring barnet. 
I Aarhus Kommune bliver du en del af en samarbejdskultur, hvor data, viden og erfaringer inddrages, så alle får mulighed for at lære sammen af hinanden og med hinanden på tværs af professioner, medarbejdere og ledelsesniveauer. Vi tror på, at børn og unge gør, hvad de kan. Børnene er ikke problemet, men de viser problemet. I Aarhus Kommune tager de voksne ansvar for læring, udvikling og trivsel for alle børn og unge. 
    
Om Aarhus Kommune
Aarhus Kommune er Jyllands største arbejdsplads, hvor 28.000 professionelle og passionerede kollegaer hver dag arbejder for at gøre visioner til virkelighed og skabe værdi for borgere og samfundet omkring os. Vi er en arbejdsplads, der vægter faglighed og samarbejde højt og vi tror på, at vores forskelligheder er med til at gøre Aarhus for en god by for alle.  

Sammen arbejder vi for en bæredygtig og inkluderende by, hvor både ansatte, borgere, virksomheder og naturen kan trives og blomstre. Vi har ambitioner for byen – og for dig. Kom og vær med!


 

INFORMATIONER OM STILLINGEN:

- Arbejdspladsen ligger i:

Aarhus Kommune

-Virksomheden tilbyder:

Fastansættelse: fuldtid

-Arbejdsgiver:

Aarhus Kommune, Jellebakken 17, 8240 Risskov

-Ansøgning:

Ansøgningsfrist: 26-05-2024;

Se mere her: https://job.jobnet.dk/CV/FindWork/Details/6043656

Denne artikel er skrevet af Emilie Bjergegaard og data er automatisk hentet fra eksterne kilder, herunder JobNet.
Kilde: JobNet