125 år med Vejlby Apotek (1900-2025)

Foto: Vejlby Apotek. Vejlby Apotek 1979.
dato

I 1899 fik apoteker C. Tornøe tilladelse til at åbne Sct. Clemens Apotek i Studsgade i det gamle Aarhus. Apoteket slog dørene op den 2. oktober 1900 – dengang centralt placeret ved Randersvej og havnen.

Da Randersvej skulle udvides i 1960'erne, blev det besluttet at flytte apoteket til Vejlby. I 1964 rykkede man midlertidigt ind på Smedegade 7, og i oktober 1969 kunne apoteket åbne i de nuværende lokaler på Vejlbygade 16.

Bygningen husede dengang også posthuset og var første etape af et planlagt center i Vejlby. Visionerne var store – man sagde, at man skulle kunne købe alt fra flyvemaskiner til knappenåle. Men kort efter kom kommunesammenlægningen, og planerne ændrede sig. Resten af centret blev i stedet opført lidt væk og fik navnet Veri Centret. Derfor ligger apoteket i dag lidt "skævt", men til gengæld med sin egen parkeringsplads med 40 pladser lige uden for døren.

Sct.Clemens Apotek 1900. - Foto: Vejlby Apotek

Den 1. januar 1987 skiftede Sct. Clemens Apotek navn til Vejlby Apotek.

Meget har ændret sig siden dengang. I dag består Vejlby Apotek af et moderne hovedapotek i Vejlby samt filialer i Lystrup, Egå og Veri Centret. Vi forsyner et stort område – Vejlby, Risskov, Lystrup, Egå og Skæring – og møder mange forskellige kundegrupper, hver med deres behov og ønsker.

Tidligere blev medicin fremstillet på apotekerne af dygtige farmaceuter og farmakonomer. Den del af arbejdet er nu overtaget af store medicinalvirksomheder med bedre muligheder for både produktion og forskning. På Vejlby Apotek har vi i stedet fokus på at være en moderne servicevirksomhed. Vi er ikke tilfredse med blot at udlevere medicin og produkter – vi vil også give vores kunder den rådgivning og tryghed, de har brug for, også når de møder os online på Apoteket-online.dk.

I dag tilbyder vi en bred vifte af sundhedsydelser: vaccinationer og rejsevaccinationer, Tjek på inhalation for astmapatienter, medicinsamtaler ved opstart af ny behandling, dosispakket medicin, genordination af visse receptpligtige lægemidler og meget mere.

At fremme sundheden i lokalområdet har været vores vigtigste opgave i 125 år – og det er det stadig.

Hver morgen glæder vi os til at åbne dørene og byde velkommen på Vejlby Apotek.

Kilde: Vejlby Apotek
Vejlby Apotek

Vejlbygade 16 A, Risskov

874294..

åbningstider

Mandag: 08:30 - 17:30
Tirsdag - Fredag: 09:00 - 17:30
Lørdag: 09:00 - 13:00
Søndag/Helligdage: Lukket