Natten til onsdag kl. 00.10 observerede en patrulje fra Østjyllands Politi en personbil på Vejlby Ringvej i Risskov, der foretog et højresving ind ad Kongevellen trods rødt lys. Politiet aktiverede de blå blink og standsede køretøjet.
I bilen sad en 19-årig mand, og betjentene blev straks mødt af en kraftig lugt af hash. Ved nærmere eftersyn fandt de en hel plade hash i bilen. Den 19-årige blev sigtet for besiddelse af narko, og både hash og nogle receptpligtige piller blev beslaglagt.
Det viste sig desuden, at den 19-årige havde fået inddraget sit kørekort, og han blev derfor også sigtet for kørsel uden førerret. Bilens ejer, en jævnaldrende mand, blev sigtet for at have overladt førerretten til en person uden gyldigt kørekort.