42-årig mand anholdt på anmodning af tysk politi

dato

Østjyllands Politi har onsdag morgen kl. 8.20 på anmodning fra tysk politi anholdt en 42-årig mand. Anholdelsen blev foretaget ud for en adresse i Risskov, og indsatsen skete i tæt samarbejde med PET.

 

Den 42-årige, der er afghansk statsborger og har bopæl i Aarhus, er varetægtsfængslet in absentia i Tyskland for forsøg på manddrab, og han bliver kl. 13.00 fremstillet i et grundlovsforhør ved Retten i Aarhus. Her skal en dommer afgøre, om der skal ske varetægtsfængsling af den 42-årige, mens myndighederne vurderer, om han kan udleveres til Tyskland.

 

Der var repræsentanter fra tysk politi til stede i Aarhus i forbindelse med anholdelsesaktionen tidligt onsdag morgen, og der var en del betjente involveret i indsatsen, der også involverer ransagninger af en adresse i Trige og en adresse i Aarhus N.

 

Ingen kom noget til under anholdelsen.

 

Østjyllands Politi ønsker ikke at oplyse yderligere, men henviser til tysk politi og PET for spørgsmål om sagen, som den 42-årige er anholdt til.

 

Data er automatisk hentet fra eksterne kilder, herunder Østjyllands Politi.
Kilde: Østjyllands Politi