Aarhus Kommune vil gerne være med i det gode klima-selskab, og derfor har kommunen nu ansøgt EU-kommissionen om at være med i klubben for 100 klimaneutrale og smarte byer i 2030.
Det er Aarhus Byråd, der i juni 2021 besluttede, at Aarhus Kommune skulle søge medlemskab i den grønne EU-klub for progressive klimabyer.
EU´s klimabyer er led i den større mission “European Green Deal, der skal føre til, at Europa er klimaneutral i 2050.
”By-missionen kan gavne Aarhus rigtig meget: Vi kommer til at indgå i et netværk af ligesindede byer med stor ekspertise inden for den grønne omstilling. Vi får bedre adgang til risikovillig kapital, der kan skabe rum til at afsøge flere mulige løsninger og ruske os lidt i forhold til vanetænkningen. Og sidst, men ikke mindst får vi muligheden for i endnu større grad at brande Aarhus som en ambitiøs foregangsby inden for klima og bæredygtighed. Det er ikke alene til gavn for byen og vores lokale vidensinstitutioner, det kan også fremme grønne eksportmuligheder og dermed vores lokale virksomheder”, siger borgmester Jacob Bundsgaard i kommunens pressemeddelelse.
Til marts bliver de 100 klimabyer udvalgt, og det vil være en blanding af byer, der er nået forskellige trin på vejen i den grønne omstilling.