Problemerne opstår, når frosten rammer.
Undrer du dig over, hvorfor letbanen ofte har problemer, når frosten sætter ind? Det kan du nu få svar på. Senest torsdag morgen, var letbanen i Aarhus endnu engang ramt af aflysninger og forsinkelser, som skyldes frost på letbanens køreledninger.
Som noget nyt har Aarhus Letbane ellers taget et helt nyt middel i brug mod frosten. Før blev der påført glycerin på køreledningerne, men i år sprøjtes Lube EPR på. Lube EPR er en olie som skulle kunne fjerne frost fra køreledningerne, og som anvendes i bl.a. Holland og Frankrig med stor succes.
Men burde det så ikke også at fungere her i Danmark? Ifølge Aarhus Letbane har det nye middel haft en bedre effekt, end det der tidligere blev brugt. Forrige år var Aarhus Letbane ramt af problemer pga. frost, 10 morgener i alt, mens der i år kun har været 1-2 morgener.
Ifølge Michael Borre, direktør for Aarhus Letbane, findes der ingen løsning som kan gardere 100 procent imod frosten.