Aarhus Kommune har en tydelig ambition om at blive en af Danmarks stærkeste spilbyer. I dag findes der 20 spilvirksomheder i Aarhus, hvoraf 12 har adresse i Filmby Aarhus. Digitale spil er en af de mest benyttede kulturformer i Danmark og repræsenterer samtidig en kreativ erhvervsbranche med betydeligt vækstpotentiale.
For at styrke udviklingen har rådmanden for Kultur og Borgerservice i Aarhus Kommune i samarbejde med Filmby Aarhus samlet 34 repræsentanter fra spilvirksomheder, uddannelsesinstitutioner, organisationer, esportsforeninger og øvrige aktører til et møde med fokus på at skabe bedre rammer for spilområdet i byen.
Erfaringerne og anbefalingerne fra mødet skal danne grundlag for det videre arbejde i udviklingen af Aarhus’ spilmiljø. Målet er at styrke talentudvikling, vækstpotentiale, iværksætteri og samarbejde på tværs af kultur-, uddannelses- og erhvervsområdet, så Aarhus fortsat er et attraktivt sted for udvikling af fremtidens spil.
Spilbranchen i Danmark tæller i dag omkring 225 virksomheder og omsætter årligt for 4,7 milliarder kroner. I Aarhus udgør de 20 spilvirksomheder en vigtig del af dette voksende marked. Danskerne følger også med udviklingen: 73% har spillet digitale spil inden for det seneste år, og over halvdelen spiller dagligt.
Flere konkrete initiativer er allerede sat i værk i Aarhus. I budget 2026 er der via kulturpakken afsat midler til en årlig spilfestival, som skal gøre digitale spil til en synlig del af byens kulturliv og skabe nye møder mellem borgere, talenter og professionelle. Den første festival finder sted i november 2026.
Et andet initiativ er Aarhus Games Accelerator, et udviklingsforløb målrettet nye spiludviklere for at hjælpe dem fra idé til bæredygtig virksomhed. Der er allerede positive resultater, hvor blandt andet en virksomhed har modtaget fuld statslig støtte, og et andet spil fra forløbet er blevet udgivet og har solgt over 1,2 millioner kopier.
Med disse initiativer og et stærkt økosystem af virksomheder, talenter, uddannelser og netværk arbejder Aarhus målrettet på at fastholde og udbygge sin position som centrum for dansk spiludvikling.