Ældre Sagen og Alzheimerforeningen vil gerne have svar på et centralt spørgsmål: Hvor mange plejehjemsbeboere er blevet meldt savnet på Aarhus Kommunes plejehjem de seneste år?
Problemet er desværre ikke nyt: Jævnligt bringer medierne ulykkelige historier om demente, der forsvinder fra plejehjem. Den demente har svært ved at orientere sig, bliver forvirret, og mister i værste fald livet i en ulykke.
Senest er det en 77-årig demensramt kvinde, der for nylig blev væk fra demensplejehjemmet Skovvang. Kvinden, der sidst blev set i området omkring Risskov, blev fundet død få dage senere.
Ældre Sagen og Alzheimerforeningen kan ikke få svar på deres spørgsmål, da Aarhus Kommune ikke har et samlet overblik over tallene. Det efterlyser de to foreninger:
“Vi indsamler vores egne tal, men det giver ikke et fuldstændigt billede af problemet. Hvis man systematisk registrerer, hver gang en demensramt forlader plejehjemmet og må efterlyses, så vil vi få et langt bedre grundlag for at lave de foranstaltninger, der skal til, for at det ikke sker igen”, siger Jon Fiala Bjerre, pressechef hos Alzheimerforeningen, til Lokalavisen Aarhus.