Et nyt borgerforslag vil indføre statslig autorisation af bedemænd i Danmark. Hos Bedemand Keld Andersen er der klar opbakning til forslaget, som skal sikre højere faglige krav og større tryghed for pårørende i en sårbar situation.
I dag kræves der ingen formel uddannelse for at etablere sig som bedemand. Det undre Frederik Andersen, som er indehaver af Bedemand Keld Andersen og bestyrelsesmedlem af Brancheforeningen Danske Bedemænd.
"Det er i mine øjne helt vildt, at der ikke stilles større krav. Som bedemand håndterer man både meget personlige oplysninger og hjælper mennesker gennem en situation, hvor det er afgørende, at tingene bliver gjort ordentligt", fortæller Frederik Andersen.
Bedemandsbranchen håndterer blandt andet følsomme personoplysninger(GDPR), folk i sorg og fungerer som bindeled mellem pårørende og forskellige offentlig myndigheder.
Skal skabe større tryghed
Borgerforslaget lægger op til, at der fremover skal stilles krav til blandt andet uddannelse, faglige kompetencer og tilsyn med bedemænd. Forslaget peger på Danske Bedemænds eksisterende uddannelsesmodel og brancheautorisation som muligt udgangspunkt.
"De pårørende skal kunne føle sig trygge ved, at den bedemand, de vælger, har den nødvendige faglighed og arbejder efter ordentlige standarder. En begravelse eller bisættelse kan ikke gøres om, og derfor bør der også følge et ansvar med faget", lyder det.
Danske Bedemænds brancheautorisation stiller allerede krav om blandt andet uddannelse, etiske regler, skriftlige aftaler, gennemsigtige priser og løbende kontrol.
For Bedemand Keld Andersen handler en eventuel statsautorisation derfor først og fremmest om én ting: at skabe større sikkerhed og tryghed for de familier, der har brug for hjælp, når livet er allermest sårbart.
Åben efter aftale