Hvad er det bedste ved at bo i Risskov - med dine ord?
“Det bedste ved Risskov er at det føles lidt som en by i byen, hvor man hurtigt lærer folk at kende og møder de samme ansigter i hverdagen. Samtidig har vi både skov, strand og Aarhus lige i nærheden – det er svært at slå.”
Hvis du skulle anbefale ét sted i Risskov til en ven, hvad skulle det være - og hvorfor?
“Jeg ville tage dem med en tur gennem Riis Skov og ned mod vandet. Det er noget af det, jeg synes gør Risskov helt særligt – man kan være tæt på byen og alligevel få følelsen af at komme helt væk fra den.”
Hvad siger folk typisk er kendetegnende ved dig som person?
“At jeg har meget energi, altid har gang i et eller andet og sjældent kan lade være med at få nye idéer. Og så tror jeg, de fleste vil sige, at jeg går meget op i mit arbejde og i de mennesker, jeg har omkring mig.”
Hvad gør dig altid i godt humør i hverdagen?
“De små møder med mennesker. En god snak, lidt humor med kollegerne eller når en kunde lige stopper op og får en snak. Det er tit de helt almindelige øjeblikke, der gør en god dag endnu bedre.”
Hvem i Risskov vil du gerne sige tak til - og for hvad?
“Jeg vil gerne sige tak til alle de lokale, der bakker op om de lokale butikker og fællesskabet i Risskov. Som købmand mærker jeg hver eneste dag, hvor meget den lokale opbakning betyder – og det er bestemt ikke noget, jeg tager for givet.”