Døgnrapporten i Risskov: mandag den 20. december

Profilbillede
dato

Risskov er i nat nævnt i døgnrapporten fra Østjyllands Politi. Her er døgnrapporten i sin fulde længde:

Der er pt. ingen planlagte grundlovsforhør.

 

**

 

Weekend med nye coronaregler

Østjyllands Politi har i løbet af weekenden haft fokus på både eksisterende og nye coronaregler. Politiet har ført tilsyn en række steder i politikredsen for at tjekke, at blandt andet butikker og restaurationer har overholdt reglerne.

I langt de fleste tilfælde har man haft styr på både regler og skiltning, men enkelte steder har politiet måtte vejlede om korrekt skiltning, og i to tilfælde blev der lukket for fester, der ikke overholdt gældende regler.

Natten til søndag kl. 00.20 blev en patrulje på Åboulevarden i Aarhus opmærksom på, at der var fyldt med mennesker på en bar, der ellers, ifølge de gældende corona-regler, skulle lukke kl. 24.00. Betjente blev gjort opmærksomme på, at der var tale om et privat arrangement, og derfor fik festen i første omgang lov til at fortsætte.

Da betjentene kom tilbage en time senere, var festen stadig i gang, og her undersøgte man den private fest nærmere. Da det viste sig, at arrangøren ikke kunne godtgøre, at der kun var tale om en lukket fest med særligt inviterede, blev festen efterfølgende lukket.

Søndag kl. 19.45 fik Østjyllands Politi en anmeldelse om, at der blev holdt en stor fest i et forsamlingshus i Brabrand. På det tidspunkt var de nyeste regler trådt i kraft, hvilket blandt andet betyder, at forsamlingshuse skal holdes lukkede. Arrangøren af festen fik derfor besked på, at festen skulle lukke. Dette blev efterkommet, og gæsterne forlod stedet i god ro og orden.

Det skal nu vurderes, om der i de ovenstående sager er grundlag for at rejse sigtelse.

**

 

Tændte juledekorationer forårsagede brande

Politi og brandvæsen måtte to gange søndag køre til brande, der opstod, fordi der var gået ild i en juledekoration.

Søndag kl. 13.32 kom der anmeldelse om en mindre brand i en villa på Humlevej i Grenaa. Beboerne havde glemt at slukke lyset i en juledekoration, inden de var gået fra hjemmet, og nu var der gået ild i den. Den brændende dekoration stod tæt på et vindue, hvor glasset var knust på grund af varmen. Branden blev hurtigt slukket, og der skete umiddelbart ikke større skader. Ingen personer kom noget til.

Kl. 14.40 blev politi og brandvæsen kaldt til en adresse på Hørmarks Allé i Risskov. Her var der også gået ild i en juledekoration, mens beboerne var væk, hvorefter ilden havde fået fat i en stol. En hurtig nabo knuste en rude i huset og fik adgang til huset, hvor han resolut fik smidt den brændende stol ud, så ilden ikke nåede at brede sig. Der skete derfor umiddelbart ikke større skade på huset.

I begge tilfælde blev en beboer sigtet for overtrædelse af beredskabsloven ved at have været uforsigtig med ild.

Østjyllands Politi opfordrer til, at man er ekstra opmærksom på at få tjekket, at man har slukket alle levende lys, inden man forlader sit hjem eller et rum over længere tid.

**

 

68-årig kvinde narret – fik stjålet værdier i sit hjem

En 68-årig kvinde anmeldte søndag kl. 16.57, at hun var blevet narret af to unge mænd, og at hun havde fået stjålet flere værdier i sit hjem på Ranunkelvej i Sabro.

Ifølge den 68-årige havde hun set to mænd stå ude foran sit vindue, da den ene noget tid efter bankede på og bad om hjælp, fordi hans ven var faldet og havde slået sig. Den 68-årige gik med manden lidt væk fra huset, men de fandt aldrig den ven, der angiveligt skulle være kommet til skade.

Da kvinden lidt efter gik tilbage til sit hus, var det rodet igennem, og der var stjålet nogle værdier fra stedet.

Kvinden har givet følgende signalement af mændene:

A:

  • Mellemøstlig af udseende, mørk hud
  • Ca. 30-35 år
  • Ca. 175-180 cm fedladen
  • Kort, mørkt skæg
  • Iført sort jakke med hætte
  • Talte dansk

B:

  • Mellemøstlig af udseende, mørk hud
  • Spinkel
  • Sort fipskæg

Har du oplysninger om de to mænd, kan du kontakte Østjyllands Politi via tlf. 114.

**

Berusede mænd kastede kegle under bus

To berusede mænd endte sent søndag aften med at blive anholdt i Aarhus C efter flere episoder, hvor de skabte uro og utryghed.

En patrulje blev kl. 23.50 opmærksom på en bus, der bremsede op på Frederiks Allé tæt på Jægergårdsgade, hvorefter chaufføren satte havariblinket til. Chaufføren kontaktede betjentene og fortalte, at to unge mænd havde kastet en kegle fra noget vejarbejde ind under bussen. Betjentene hjalp med at fjerne keglen, der sad fast under bussen, inden de gav sig til at lede efter mændene.

To mænd, der svarede til chaufførens signalement, stod på Frederiks Allé, og de begyndte at løbe, da de så politiet, og i første omgang lykkedes det dem at undslippe. Kort efter opdagede patruljen dem så foran en 7-Eleven på Frederiks Allé. Her stod de og råbte, mens de tog toppen af en skraldespand på stedet.

Da betjentene gik hen til dem, begyndte de igen at løbe, men denne gang blev de indhentet og anholdt. Det viste sig, at de var blevet smidt ud af 7-Eleven, hvorefter de havde truet med at kaste ting gennem ruden. Begge blev sigtet for at have forstyrret den offentlige orden.

**

Mindre brand i fyrrum

Natten til mandag kl. 01.26 rykkede politi og brandvæsen ud til en adresse på Granslevvej i Lyngå ved Hadsten efter anmeldelse om en brand på stedet.

Branden var opstået i et fyrrum, og brandvæsnet fik hurtigt slukket ilden, inden den nåede at sprede sig yderligere. Der skete derfor umiddelbart kun skade i fyrrummet, og ingen personer kom noget til.

Branden var opstået ved en varmtvandsbeholder, men den præcise brandårsag er ikke fundet.

**

Sad og rullede joints i Storcenter Nord

En vagt kontaktede søndag kl. 18.52 politiet og fortalte, at to mænd sad og rullede joints på en bænk inde i Storcenter Nord. En patrulje kom lidt efter frem og traf to 19-årige mænd, som begge blev visiteret.

De havde begge en mindre mængde hash i lommerne, og de blev derfor sigtet for besiddelse af euforiserende stoffer.

**

Færdsel

Søndag kl. 05.46 blev en 19-årig kvindelig bilist anholdt og sigtet for spirituskørsel, efter hun var kørt galt i sin bil på Herningmotorvejen ved Harlev. Kvinden mistede kontrollen over sin bil og kørte i grøften. Et par forbipasserende kontaktede politiet og blev ved kvinden, indtil politiet kom frem. Da den 19-årige virkede påvirket af alkohol, blev hun anholdt og sigtet, og hun fik foretaget en blodprøve. Hun kom umiddelbart ikke noget til ved uheldet. En del af fronten på kvindens bil manglede – og det viste sig, at den manglende del var blevet fundet i forbindelse med et trafikuheld lidt tidligere på Åboulevarden ved Emil Vetts Passage i Aarhus C. Her var en bilist kørt ind i en pullert, men var kørt fra stedet og havde efterladt frontdelen – med nummerplade. Den 19-årig blev derfor også sigtet for ikke at overholde sine forpligtelser ved et færdselsuheld.

Søndag kl. 18.27 skete der et færdselsuheld i krydset Paludan-Müllers Vej/Vestre Ringgade i Aarhus. En 42-årig kvindelig bilist holdt i højresvingsbanen, da hun blev ramt bagfra af en anden bil. Bilisten, der var skyld i sammenstødet, kørte efterfølgende fra stedet. Et vidne havde dog noteret nummerpladen og kort efter bankede politiet på hos en 39-årig kvinde, som blev sigtet for at have stukket af fra et færdselsuheld og for ikke at holdt nok afstand til den forankørende. Den 39-årige erkendte og fortalte, at hun havde været i chok og derfor var kørt fra stedet. Ingen personer kom umiddelbart noget til ved uheldet.

Søndag kl. 10.30 blev en 75-årig mandlig bilist anholdt og sigtet for spirituskørsel, da han blev standset af en patrulje på Ringvej Syd i Viby.

Natten til mandag kl. 00.21 blev en 31-årig mandlig bilist anholdt og sigtet for narkokørsel, da han blev standset af en patrulje på Mariagervej i Randers NV.

Natten til mandag kl. 01.28 blev en 31-årig mandlig bilist anholdt og sigtet for narkokørsel og kørsel uden førerret, da han blev standset af en patrulje på Østervangsvej i Randers C.

Natten til mandag kl. 01.29 blev en 20-årig mandlig bilist anholdt og sigtet for narkokørsel, for besiddelse af narkotika med henblik på videresalg og for overtrædelse af knivloven, da han blev standset af en patrulje på Viby Ringvej i Viby J.

**

Indbrud

Der er det seneste døgn anmeldt ni indbrud i privat beboelse i Østjyllands politikreds.

  • På Havnevej i Grenaa begået lørdag den 18/12 mellem kl. 19.15 og kl. 22.15
  • På Anbækvej i Hammel begået mellem fredag den 17/12 kl. 22.00 og søndag den 19/12 kl. 14.00
  • På Kridthøjvej i Højbjerg begået mellem fredag den 17/12 kl. 17.00 og søndag den 19/12 kl. 15.50
  • På Stockholmsgade i Aarhus N begået søndag den 19/12 kl. 14.40
  • På Ranukelvej i Sabro begået søndag den 19/12 mellem kl. 16.40 og kl. 16.52
  • På Hjulbjergvej i Højbjerg begået mellem lørdag den 18/12 kl. 23.00 og søndag den 19/12 kl. 16.30
  • I Kileparken i Tilst begået mellem fredag den 17/12 kl. 14.00 og søndag den 19/12 kl. 18.05
  • På Holme Parkvej i Højbjerg begået mellem fredag den 17/12 kl. 17.00 og søndag den 19/12 kl. 18.00
  • På Irisvej i Højbjerg begået søndag den 19/12 mellem kl. 16.00 og kl. 19.00
Denne artikel er skrevet af Michael Juul Sørensen og data er automatisk hentet fra eksterne kilder, herunder Østjyllands Politi.
Kilde: Østjyllands Politi