Døgnrapporten i Risskov: onsdag den 8. december

Profilbillede
dato

Risskov er i nat nævnt i døgnrapporten fra Østjyllands Politi. Her er døgnrapporten i sin fulde længde:

Der er pt. ingen planlagte grundlovsforhør.

 

**

 

Stod selv bag indbrud i sin lejlighed

Tirsdag kl. 10.30 tog et par betjentene fra efterforskningsafdelingen i Randers en tur til Viborg for at opsøge en 26-årig mand, som de mistænkte havde indgivet falsk anmeldelse om indbrud og i forlængelse af det begået forsikringssvindel.

Den 26-årige mand havde den 29. oktober henvendt sig til politiet for at anmelde, at der havde været indbrud i hans lejlighed ved Gjerlev. I forbindelse med anmeldelsen fortalte den 26-årige mand, at der var stjålet en del værdifulde genstande til en samlet værdi af ca. 100.000 kroner. Penge han efterfølgende fik udbetalt fra sit forsikringsselskab.

I forbindelse med efterforskningen fik betjentene mistanke om, at den 26-årige selv havde stået bag indbruddet og selv havde fjernet de genstande, han havde meldt stjålet. Derfor opsøgte betjentene ham i hans nye lejlighed i Viborg, hvor de kunne konstatere at størstedelen af de genstande, han havde meldt stjålet, befandt sig.

Den 26-årige erkendte, at han havde indgivet falsk anmeldelse og begået forsikringssvindel, fordi han manglede penge. Han blev sigtet for bedrageri og falsk anmeldelse, og alle de genstande, han havde meldt stjålet, blev beslaglagt med politiet med henblik på udlevering til forsikringsselskabet.

**

 

Indbrudstyve fik besøg af politiet

Tirsdag kl. 10.31 fik Østjyllands Politi en anmeldelse om, at der netop havde været indbrud i en villa på Overblikket i Rodskov ved Hornslet, og at gerningsmændene var kørt fra stedet i en bil. Der blev sendt en patrulje til stedet, der kørte lidt rundt i området for at lede efter bilen, men uden held.

Betjentene kørte i stedet til den adresse, hvor ejeren af bilen boede, og her holdt bilen parkeret. Da betjentene bankede på, var det den 20-årige kvindelige ejer af bilen, der åbnede døren. I lejligheden befandt sig også to mænd på 21 og 27 år, som politiet mistænkte havde stået bag indbruddet. De blev derfor begge sigtet for indbrud i villa.

Den 27-årige mand blev fundet i besiddelse af nøglen til bilen og den 21-årige fortalte, hvor politiet kunne finde tyvekosterne. Den 27-årige blev desuden sigtet for narkobesiddelse, da der blev fundet en klump hash i hans jakkelomme.

Den 21-årige blev sigtet for besiddelse af både doping, hash og skunk samt for overtrædelse af våbenloven, da der på hans bopæl blev fundet flere patroner, som han ikke havde tilladelse til at besidde.

**

 

Ældre kvinde fik besøg af mand, der ”skulle aflæse varme”

Tirsdag kl. 13.54 fik Østjyllands Politi en anmeldelse fra en 73-årig kvinde, der ved 13.30-tiden havde fået besøg af en fremmed mand i sit hus på Anker Jensens Vej i Åbyhøj. Manden havde forklaret kvinden, at han skulle måle varme i huset, hvorefter han var gået ind i soveværelset.

Kvinden fulgte efter, mens hun kontaktede sin boligforening, der kunne oplyse hende om, at de ikke havde sendt nogen. Manden var herefter gået fra stedet, og kvinden kunne ikke umiddelbart konstatere, at der skulle være stjålet noget.

Kvinden beskriver manden som værende nydelig og gråhåret, og han talte dansk med accent. Hun bemærkede også, at han virkede høflig og gentagne gange tiltalte hende med ”frue”.

Østjyllands Politi har tidligere set denne fremgangsmåde, hvor en mand får adgang til typisk ældre kvinders boliger under påskud af at skulle aflæse varme. Generelt opfordrer politiet til, at man beder om at se ID eller spørger ind til, hvilket firma vedkommende kommer fra, hvis man få besøg af en, der oplyser, at han skal aflæse varme, el eller andet.

**

 

Anholdt efter henvendelse fra rumænsk politi

Tirsdag fik Østjyllands Politi en henvendelse fra politiet i Rumænien, der oplyste, at der på en adresse i det nordlige Aarhus skulle opholde sig en rumænsk kvinde, der var på stedet mod sin vilje. En patrulje kørte ud på den pågældende adresse, hvor der befandt sig to rumænske kvinder, begge 32 år, og en 36-årig rumænsk mand.

Den ene kvinde oplyste, at hun blot var nabo og på besøg i lejligheden, og hun blev bedt om at forlade stedet. Den anden kvinde forklarede, at hun arbejdede som prostitueret i lejligheden, og at hun betalte halvdelen af det hun tjente til den 36-årige mand. Manden oplyste til gengæld, at hun var hans kæreste, men at hun var blevet sur på ham.

Betjentene ransagede lejligheden og fandt flere indikationer på, at lejligheden muligvis bliver brugt til prostitution. Den tilbageværende kvinde og den 36-årige mand blev herefter anholdt og kørt med på politistationen med henblik på at få afklaret de nærmere omstændigheder i sagen.

Kvinden blev løsladt efter endt afhøring, mens den 36-årige mand blev sigtet for rufferi ved at have tjent penge på kvindes prostitution.

**

 

Buskontrollør truet med kniv

Tirsdag kl. 15.01 blev en buskontrollør truet i forbindelse med at han ville kontrollere en billet i buslinje 1A ved stoppestedet tæt på Skovhøj/Vangsbovej i Hasselager. Kontrolløren holdt øje med tre passagerer, der stod af bussen og var særligt opmærksom på en, der stod af ved bagdøren.

Kontrolløren råbte til ham, at han skulle vise billet, men manden stoppede ikke. Kontrolløren gik derfor hen og satte en hånd på hans skulder, hvilket fik manden til at komme med verbale trusler, hvorefter han skubbede til kontrolløren med den ene hånd, mens han med den anden hånd trak en kniv frem fra sin jakkelomme.

Det fik kontrolløren til at træde tilbage og ringe efter politiet. I mellemtiden stak manden af fra stedet mod blokken ”Skovhøj”. Der blev hurtigt sendt to patruljer, herunder en hundepatrulje, for at lede efter manden, men det lykkedes ikke at finde frem til ham.

Manden beskrives som:

  • Arabisk af udseende
  • 20-25 år gammel
  • 170-175 cm høj
  • Almindelig af kropsbygning
  • Talte dansk
  • Var iført en sort hue, sort stof for munden (balaclava) og en sort jakke

Østjyllands Politi hører gerne fra eventuelle vidner til episoden. Politiet kan kontaktes på telefon 114.

**

Aggressiv brite endte i detentionen

Tirsdag kl. 19.18 fik Østjyllands Politi en anmeldelse fra en vagt, der havde brug for politiets assistance, i forbindelse med at han havde tilbageholdt en voldelig og aggressiv mand i en butik i Bruuns Galleri i Aarhus. Manden var gentagne gange blevet bedt om at forlade butikken, da han skabte uro. Men da han fortsat nægtede dette, havde vagten foretaget en civil anholdelse.

Da politiet ankom til stedet overtog betjentene anholdelsen af den 53-årige mand, der blev sigtet for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen. Han blev herefter kørt til politigården i Aarhus, hvor han fik lov at tilbringe et par timer i dententionen, inden han blev løsladt mod betaling af en straksbøde på 3000 kroner, idet han var britisk statsborger.

**

Mand anholdt for at skabe uro i Aarhus

Tirsdag kl. 16.42 fik Østjyllands Politi en anmeldelse om, at en mand gik rundt på Frederiks Allé og Strøget i Aarhus og råbte og skreg. Manden skulle også have været i håndgemæng med en anden med i en bus. Der blev sendt en patrulje til stedet, og betjentene fik fat i den 38-årige mand ved Søndergade. Han blev anholdt og sigtet for at forstyrre den offentlige orden.

**

Færdsel

Tirsdag kl. 07.00 skete der et færdselsuheld på Rytoften i Aarhus V. En ukendt bilist kørte ud fra en tankstation og frem for ubetinget vigepligt, hvorefter vedkommende påkørte en anden bil, der blev ført af en 55-årig mand. Der skete kun mindre materiel skade ved uheldet, men den ukendte bilist kørte fra stedet uden at give sig til kende. Politiet fandt dog efterfølgende frem til ham, og den 20-årige mand blev sigtet for ikke at overholde sin vigepligt og for ikke at have overholdt sine forpligtelser i forbindelse med færdselsuheldet.

Tirsdag kl. 07.29 skete der et færdselsuheld i rundkørslen ved Lystrupvej i Lystrup. I forbindelse med køkørsel på vej ind i rundkørslen blev en 52-årig kvindelig bilist påkørt bagfra af en anden bil, der blev ført af en 29-årig kvinde. Den 52-årige kvinde blev herefter kørt til tjek på skadestuen, men var ikke umiddelbart kommet alvorligt til skade.

Tirsdag kl. 09.25 blev en 24-årig mandlig bilist sigtet for kørsel uden førerret, da han blev standset af en patrulje på Attupvej i Ryomgård. Bilens 54-årige mandlige ejer blev desuden sigtet for at overladt føringen til en person uden kørekort.

Tirsdag kl. 09.33 blev en 42-årig mandlig bilist anholdt og sigtet for spirituskørsel, da han blev standset af en patrulje på Bakkegårdsvej i Vivild, Allingåbro.

Tirsdag kl. 10.50 skete der et færdselsuheld på Hammelvej ved Værum, Randers SV, da en lastbil med hænger, ført af en 41-årig mand, ramte motorvejsbroen ved E45 med mindre ridser på broen til følge.

Tirsdag kl. 14.25 skete der et færdselsuheld på Kongevejen i Aarhus C, hvor en 55-årig kvinde blev påkørt bagfra af en bil med en ukendt fører bag rattet. Kvinden blev kørt til tjek på skadestuen, men var ikke umiddelbart kommet alvorligt til skade. Politiet leder fortsat efter føreren af den anden bil.

Tirsdag kl. 16.59 skete der et færdselsuheld i krydset Paderup Boulevard/Clausholmvej i Randers SØ. En 18-årig kvindelig bilist kom kørende ad Clausholmvej og skulle svinge til venstre ad Paderup Boulevard, da hun overså en modkørende bil, der blev ført af en 44-årig mand. Kvinden svingede ud lige foran den anden bil, hvorved der skete sammenstød. Begge parter blev til set i en ambulance, og den 44-årige mand blev kørt til tjek på skadestuen, men ingen af dem var umiddelbart kommet alvorligt til skade. Den 18-årige kvinde blev sigtet for overtrædelse af færdselsloven.

Tirsdag kl. 18.57 skete der et færdselsuheld på Rådhuspladsen i Aarhus, hvor en fodgænger blev let påkørt af en bil, der blev ført af en 66-årig mand. Der skete umiddelbart hverken skade på bilen eller fodgængeren.

Natten til onsdag kl. 00.00 skete der et færdselsuheld på motortrafikvejen sydvest for Rodskovvej ved Hornslet. En 53-årig mandlig bilist har forklaret til politiet, at han kom kørende ad Grenåvej i sydvestlig retning, da en spøgelsesbilist kom imod ham, hvorfor han undveg og påkørte autoværnet med materiel skade til følge. Der skete umiddelbart ingen personskade. Den modkørende part var ukendt og var flygtet fra stedet.

Onsdag morgen kl. 06.56 skete der et færdselsuheld på Grenaavej i Aarhus N. En 30-årig mandlig bilist kom kørende ad Grenaavej id mod byen, da han af ukendte årsager fik trukket for langt over i højre side af kørebanen, hvor han ramte et træ og et vejskilt. Der skete umiddelbart kun materiel skade ved uheldet.

**

Indbrud

Der er det seneste døgn anmeldt seks indbrud i privat beboelse i Østjyllands politikreds.

  • På Overblikket i Rodskov, Hornslet begået tirsdag den 7/12 kl. 10.41
  • På Holbergsgade i Aarhus C begået tirsdag mellem kl. 11.00 og kl. 11.15
  • På Silkeborgvej i Åbyhøj begået mellem mandag den 6/12 kl. 16.00 og tirsdag den 7/12 kl. 16.15
  • På Egensvej i Risskov begået tirsdag den 7/12 kl. 18.05
  • På Høegh-Guldbergs Gade i Aarhus C begået mellem mandag den 6/12 kl. 19.15 og tirsdag den 7/12 kl. 13.55
  • På Overblikket i Rodskov, Hornslet begået mellem søndag den 5/12 kl. 09.00 og tirsdag den 7/12 kl. 21.30
Denne artikel er skrevet af Michael Juul Sørensen og data er automatisk hentet fra eksterne kilder, herunder Østjyllands Politi.
Kilde: Østjyllands Politi