Efter hasarderet kørsel: 10 knallerter beslaglagt

Profilbillede
dato

Østjyllands Politi fik i løbet af weekenden modtaget flere anmeldelser om en gruppe unge, der kørte hasarderet på knallerter og var til gene for andre i Aarhus-området. Ved 16:30-tiden fik politiet anmeldelser om, at gruppen nu var til stede ved Nyringen i Risskov, hvor ca. 25 unge mænd havde taget ophold ved en basketballbane. 

Der blev sendt en hundepatrulje, der parkerede lidt derfra og sneg sig frem mod gruppen, der forsøgte at løbe fra stedet, så snart de så betjentene. De blev alle råbt an, og med hjælp fra en gøende politihund, endte de alligevel med at blive, hvor de var.

Herefter ankom der flere patruljer til stedet, der hjalp med at få beslaglagt i alt 10 knallerter med henblik på nærmere undersøgelse, da det blandt andet kunne konstateres, at flere af knallerterne var meldt stjålet. 

Mens politiet arbejdede på stedet, blev stemningen tiltagende dårlig, og der blev råbt skældsord efter betjentene, hvilket førte til, at en 17-årig mand blev sigtet for fornærmelig tiltale mod polititjenestemand.

Derudover blev en 24-årig mand sigtet for overtrædelse af våbenloven, da der i hans knallert blev fundet en ladt gas-/hardball-pistol og tilhørende patroner/ammunition.

Kilde: Østjyllands Politi

Kilde: Østjyllands Politi