Stor succes betyder at flere skal sættes op.
I Aarhus og rundt i resten af landet har man flere steder sat de såkaldte stærekasser op. Stærekasserne i Aarhus er placeret på strækningen mellem Risskov og Skæring, hvor de næsten dagligt blitzer bilister med for høj hastighed. Derudover har de resulteret i, at mange bilister sænker farten konsekvent på strækningen.
Kameraerne har de sidste tre år været med til at udstede hele 4.000 bøder, samt givet 514 klip i kørekort. Eftersom de har vist sig så succesfulde, vil Aarhus Kommune nu arbejde hen på, at flere stærekasser kommer op i byen. Hvor i byen de skal opsættes, vides endnu ikke.