Fra pensionsrådgiver til garnbutiksdrivende

Profilbillede
dato

Malene Mortensen fra Aarhus N har gjort det, som mange af os drømmer om. Hun har sagt sit 8-16 job op som pensionsrådgiver og fuldt iværksætterdrømmen om at producere håndfarvet garn til strikkeglade købere.

Malene Mortensen har trods coronaepidemien haft et af de bedste år, man kunne tænke sig. Hun har brugt sin barsel på at bygge virksomheden Sysleriget op fra bunden. En virksomhed, som tager udgangspunkt i hendes hobby med at håndfarve garn.

Det startede egentlig som en fritidsinteresse for Malene at have gang i gryderne, men det stod hurtigt klart, at interessen var langt større end Malenes egen. Virksomheden er på rekordtid vokset ud af kælderen og op til Risskov Brynets butikslokaler, hvor man i dag kan finde Malene i gang med at farve sit garn.

“Det har for alvor taget fart det seneste års tid. Jeg har været på barsel, så jeg har haft tiden til at gå all-in på det,” fortæller Malene Mortensen, som ikke sekund fortryder jobskiftet.

Gang i gryderne

Interessen for at farve sit eget garn har taget godt fat i Malene. Det er kun en håndfuld år siden, at hun prøvede sig med sit første fed garn derhjemme i en lille suppegryde. I dag farver hun op mod 300 fed dagligt til forhandlere og kunder over hele verden.

“Jeg farver stadig garn i gryder. I hvert fald det, der skal være ensfarvet. Men nu gør jeg det i fire 30 liter gryder, der er lidt større end den, jeg startede med. Og så kører de flere gange om dagen,” siger den 37-årige garnelsker.

I dag har Malene Mortensens Sysleriget lokaler i Risskov Brynet, hvor der er plads til en stor industriovn og et varmeskab, som gør hele processen en del nemmere.

Et boom i efterspørgslen

Corona har bragt mange hobbyer med sig, herunder strikning. Både unge og ældre strikker på livet løs, og det har skabt en kæmpe efterspørgsel på garn.

Året 2020 har givet Sysleriget et kæmpe boom i antallet af interesserede kunder godt hjulpet på vej af den nye trend og strikkedesigneren Mette Wendelboe Okkels, bedre kendt under navnet PetiteKnit, som har over 500.000 følgere på Instagram.

“Det kan da bestemt godt mærkes, at Mette har brugt noget af mit garn. Vi startede vores virksomheder nogenlunde samtidigt, og hun har købt garn fra starten. Hun spurgte, om jeg kunne lave håndfarvet garn, der var mega spraglet. Vi fandt den farve, det lige skulle være, og så har jeg ellers haft virkelig travlt med den farve, siden hun brugte den i sin strikkeopskrift.” Fortæller Malene Mortensen.

Et bæredygtigt tiltag

Når man har en stor produktion af håndfarvet garn, vil der helt naturligt komme en masse restfarve. Heldigvis har Malene fundet en måde, hvorpå denne restfarve kan genbruges, så hun undgår spild. Hun har nemlig lavet konceptet “One Pot Wonders”, som er en god blanding af mange farver.

Det skaber et helt unikt look for hvert strikkeprojekt, så man kan skille sig lidt mere ud, når man går på gaden.


Kilde: Redation