Helt nyt tilbud: Ellengårdens Familiehjem vil støtte familier i udsathed gennem frivillige og i hjemlignende rammer

Leg i Ellengårdens have
dato

I 2025 åbner paraplyorganisationen Jysk Børneforsorg/Fredehjem et selvejende tilbud for forældre og børn, der har brug for støtte som familie eller på vejen mod fast bolig

- Vi vil skabe et helt nyt slags familiehjem, siger Maria Schack, der er blevet ansat som forstander på det nye tilbud Ellengårdens Familiehjem i Risskov. Familiehjemmet er stiftet af NGO’en og paraplyorganisationen Jysk Børneforsorg/Fredehjem og er en selvejende institution, hvor al profit går til institutionens arbejde og formål.

Foto: Forstander Maria Schack.
- Og så er vi et tilbud, der står på et stærkt fundament af værdier. Alle mennesker er noget værd i kraft af, at de er til.

Fokus på frivillighed og hjemlignende rammer

- Der vil være fagligt kvalificerede medarbejdere, der vil arbejde støttende og motiverende ud fra nyeste metoder på familieområdet. Og derudover vil vi fokusere meget på frivillighed og gode rollemodeller for de forældre og deres børn, der kommer til at være her i den periode, de skal bo her. Vi vil gerne have frivillige støttebeboere til at bo dør om dør med og på lige vilkår med familierne. Støttebeboerne kan fungere som tryghedspersoner og rollemodeller. Andre frivillige kan for eksempel være fra organisationer som Røde Kors, der tilbyder lektiehjælp og sociale aktiviteter, fortæller Maria Schack.

Jysk Børneforsorg/Fredehjem (JBF) vil også lave et samarbejde mellem familiehjemmet og JBFs frivilligdrevne tilbud HUSRUM, der arbejder med ensomme unge. Her kan en frivillig fra HUSRUM være en støtte og ven for familien i overgangen til fast bolig og efterfølgende for at modvirke ensomhed og social isolation.

- Det bliver også et tilbud, der stemningsmæssigt bevæger sig væk fra det institutionelle og kommer til at ligne et rigtig hjem. Det skal være en base, hvor familierne føler sig trygge og kan udvikle sig fra. Og ordet ’hjem’ har at gøre med den følelse, man har, når man bor der, og ikke længden af tiden, man bor der. Det er ikke et permanent hjem, fastslår Maria Schack.

Indsats efter paragraf i Barnets Lov

Tilbuddet kommer både til at være et paragraf 110-tilbud (under Serviceloven), som dækker over et midlertidigt ophold til familie – et springbræt til egen bolig med rette støtte.
Men derudover bliver tilbuddet også drevet efter Servicelovens paragraf 107 med indsats efter Barnets Lov, paragraf 32, styk 1 nr. 6 (familieanbringelse), som er en indsats over for familier, hvor forældre og børn har ekstra brug for hjælp til at fungere sammen med først og fremmest barnets tarv for øje.

Foto: Ellengården
- Vi vil gerne være et sted, hvor familierne får en ekstra chance for at lykkes som familie. Fordelen ved vores tilbud er, at fordi familierne bor her, har vi mulighed for at se dem hele tiden. Det gør det nemmere for os at få et helhedsindtryk, for at vurdere, hvor familien har brug for hjælp – og så give dem den hjælp, siger Maria Schack.

Hvem præcis er det for?

Tilbuddet er dels for forældre eller familier, der er på vej mod en fast bolig, men har behov for et trygt og ekstra støttende mellemtrin på vejen derhen. Og dels er det for familier, der har brug for støtte til at fungere sammen. Det kan for eksempel være enlige forældre/familier med mindre børn, der kæmper med hjemløshed, gravide kvinder og (enlige) forældre med mindre børn, der kæmper med social sårbarhed, forældre med mindre børn/gravide mødre med misbrug eller kvinder med børn, der står til afsoning.

Tilbuddet åbner op 1. januar 2025 på Bethesdavej 81 i Risskov.

Kilde: Redaktionen
Denne artikel er udarbejdet af 3. part. Indholdet er hverken sponsoreret eller betalt. De holdninger, der måtte fremgå, repræsenterer ikke redaktionen.