Lys på cyklen gør at du bliver set i trafikken.
Mørke morgener og aftener gør det vigtigt, at du som cyklist husker at have lys på cyklen, når du begiver dig ud i trafikken. Desværre vælger rigtigt mange at tage cyklen på arbejde eller i skole, selvom de ikke har cykellygter monteret på cyklen. I en rundspørge foretaget af Kantar Gallup og Rådet for Sikker Trafik, viser det sig, at hele 44 % af danskerne tager cyklen, selvom de har glemt lygterne.
En cyklist er utroligt svær at se i mørket – også selvom der er gadebelysning. Selvom du som cyklist måske synes det er meget nemt at orientere dig i halvmørket, så er det utroligt svært for en bilist at se dig. Nogle cyklister bruger gadelygternes tændingstid som pejlemærke for hvornår cykellygterne skal tændes. Dette duer ikke, da lyset på cyklen som regel skal tændes før gadelygterne, særligt her i vintermånederne.
Når du monterer dine cykellygter, er det vigtigt, at de peger lige fremad og bagud under hele kørslen. Derfor er det ikke nok med en lygte på tasken, cykelhjelmen eller en pandelampe. Disse kan dog sagtens fungere som supplement til cyklens lygter.
5 ting der er værd at huske på:
- Cykellygterne skal tændes i tidsrummet mellem solnedgang og solopgang.
- Husk cykellygter i usigtbart vejr – tåge og tæt snevejr
- En cykellygte skal nemt kunne ses på 300 meters afstand
- En cykellygte må ikke blænde andre trafikanter
- Hvis du kører uden lys i lygtetændingstiden, kan du risikere at få en bøde på 700 kr.