IK Skovbakken manglede heldet i nederlag

IK Skovbakken Håndbold (Foto: Kristian Paulsen)
Profilbillede
dato

IK Skovbakkens 2. divisionsdamer lagde en målrettet indsats for dagen ved søndagens opgør mod DHG Odense 2, da mandskabet besøgte Dalumhallerne.

Desværre tabte IK Skovbakken med 29-25 til modstanderne, hvilket cheftræner Kristian Paulsen havde følgende reaktion på:

“Man er altid ærgerlig efter et nederlag. I dag kunne vi, med lidt mere held og dygtighed i de afgørende situationer, godt have taget point fra DHG, der stillede med det halve af deres 1. divisionshold, i håbet om at redde deres andethold til endnu en sæson i 2. division.”

Paulsen understreger, at præstationen kan forbedres:

“Forsvarsspillet skal, trods stor fremgang, igen justeres, så vi finder den rette balance i defensiven. Noget vi allerede kan forbedre tirsdag på udebane mod Ejstrup/Hærvejen, der i den kamp kan sikre sig oprykning til 1. division - noget som vi vil gøre alt for at udskyde.”

Kampen ender som sagt med, at IK Skovbakken må tage hjem uden point, men cheftræneren fremhæver dog:

“Det er svært at fremhæve enkelte spillere, da der er mange som byder ind og er farlige i forskellige perioder af kampen. Så jeg er meget tilfreds med holdindsatsen, og den måde som pigerne er begyndt at gøre hinanden gode på.”

Tirsdag den 29. marts skal IK Skovbakken møde Ejstrup/Hærvejen. Kampen fløjtes i gang klokken 19:30 i Nr. Snede-Hallen.

Kampens resultat: 29-25 til DHG Odense 2
Række: 2. Division Damer

Kilde: Cheftræner Kristian Paulsen, IK Skovbakken 2 - 2. Division Damer