De fleste kirkegårde i Danmark ser ud, som de altid har gjort, med snorlige kirkegårdshække, sirligt klippet græs og fint perlegrus.
Men nu skal kirkegårdene i de aarhusianske kirkegårde åbne op for, at insekter og andet dyreliv får plads til at leve der. Det er biolog Morten D. D. Hansen, der skal vejlede graverne på kirkegårdene i Aarhus Nord, så biodiversiteten får bedre rammer.
I første omgang er det 14 kirkegårde, heriblandt en kirkegård i Risskov, der er blevet udvalgt til at rumme mere af det levende liv.
Folkekirken i Aarhus og Naturhistorisk har aftalt, at der skal være mere plads til det kriblende og krablende liv på de aarhusianske kirkegårde.
“I dag er mange kirkegårde ualmindeligt velholdte og friserede, men vi er også optaget af, om vi i lokalsamfundet kan bidrage til mere diversitet på flora- og dyresiden. Vi plejer jo at træffe nogle valg ud fra æstetiske hensyn, men vi ønsker at tage det her aspekt med ind i hverdagen, så vi får en bredere variation og nogle flere udtryk. Det kan være små ting, der skal til, såsom at grave et vandhul, lave insekthoteller og bare vedligeholde på en anden måde”, fortæller Esben Thusgård, provst i Aarhus Nordre Provsti, til Lokalavisen Aarhus.
Det bliver i foråret, at kirkegårdene gennemgås i Aarhus, så de kan blive lidt vildere og tiltrækkende for dyr og insekter.