Lørdag var der linet op til Aarhus Mesterskaberne i padel hos Match Padel i Risskov i samarbejde med In-Sport.
Her skulle de to rutinerede padel-spillere, Henning Møller og Søren Rasmussen, ud i en hård turnering, da de blev rykket fra den ellers tilmeldte veteran-række til de unges b-række. Dette slog dog ikke herredoublen omkuld.
"Det gik rigtigt fint. Efter to indledende kampe og en veloverstået semifinale, stod vi sidst på dagen klar til finalen. I finalen havde vi godt styr på vores modstander og vandt 6-1 og 6-3," lyder det fra vinder Søren Rasmussen.
Søren holder sig da heller ikke tilbage med roserne til hans padelmakker efter finalesejren.
"Jeg er meget tilfreds med dagens resultat. Jeg vil gerne sende et særligt shout ud til Henning “Lebron” Møller, som satte det ene smash ind efter det andet. Det gjorde virkelig ondt på modstanderne i finalen"
Det bundsolide makkerpar, som nu kan kalde sig vindere af Aarhus Mesterskaberne i Herre b-rækken, sender et stort tak til både arrangører, tilskuere og en helt særlig person.
"Tak til Match Padel og In-Sport for et godt arrangement, tak til de mange tilskuere, fedt at spille finale foran et engageret publikum, og et særligt tak til Thomas Jacobsen for sublim turneringsledelse," siger en smilende Søren Rasmussen.
Herredoublen Møller/Rasmussen skal endnu en gang i aktion allerede i morgen aften, hvor den står på holdkamp på udebane i PadelPadel.