Anholdelse af to personer efter fund af narkotika i bolig
Østjyllands Politis Specialpatrulje rykkede torsdag eftermiddag ud til en adresse i Risskov på baggrund af et tip om salg af kokain og opbevaring af narkotika.
Ved politiets ankomst til adressen, bemærkede de en ung mand, der pludselig løb væk fra stedet i høj hastighed. Han blev forfulgt både i bil og til fods og blev anholdt efter omkring 300 meter.
Den anholdte viste sig at være en 20-årig mand, der havde forbindelse til den adresse, som Specialpatruljen var på vej til for at undersøge tipset nærmere.
I boligen befandt der sig en 19-årig kvinde, og under en efterfølgende ransagning af boligen, fandt politiet flere poser med kokain og en plade hash.
Begge de unge personer blev sigtet for både salg og forsøg på salg af narkotika. De blev anholdt og yderligere sigtet for overtrædelse af knivloven, da politiet under ransagningen fandt en dolk i skede, som lå i en rygsæk sammen med en mængde kontanter.
**