Aarhus Kommune vil stille skrappere klima-krav til sig selv. Der skal betales en intern klimaafgift, når kommunen eksempelvis foretager indkøb, der belaster klimaet.
Hver gang kommunen indleder et ton CO2, skal den betale 850 kroner til sig selv. “Bøden” skal motivere til, at man tænker mere grønt og klimaorienteret, når man i kommunen internt træffer valg, der udleder mere CO2.
Fødevarer med kød, læskedrikke, benzin og flyrejser er bl.a. de ting, der kan udløse at kommunen må betale CO2 afgift til sig selv.
Pengene, kommunen betaler i afgift, skal overføres til områderne børn, ældre og klimafonde i kommunen.
“Med en intern klimaafgift tager Aarhus Kommune et afgørende skridt for at skubbe på valget af mere grønne og bæredygtige alternativer i vores egen organisation. Samtidig håber vi at kunne inspirere og vise vejen for andre kommuner og organisationer i Danmark og udlandet. Helt konkret demonstrerer vi, hvordan man kan få den grønne omstilling til at ske,” påpeger borgmester Jacob Bundsgaard (S) til Lokalavisen Aarhus.