Aldi har før haft butik på grunden.
På Skejbygårdsvej har der tidligere været en Aldi-butik. I dag eksisterer den Aldi ikke længere, men det gør bygningen. Det er netop denne bygning, som må lade livet, for at der i stedet kan bygges hele 40 lejligheder, ifølge en ny lokalplan. Lokalplanen er umiddelbart så god, at både grundejerforening, bygherre og forvaltningen er ovenud tilfredse.
Bygningen, som tidligere har huset Aldi, har efterhånden stået tom i ca. 5 år. Den forfalder og ser værre og værre ud som årene går. Derfor vækker det hos mange begejstring, at den nu skal væk.
Planen er, at den nye bygning skal være på fire etager – en femte etage blev foreslået, men mødte ikke begejstring. På hver etage vil lejligheder i forskellige størrelser blive opført, heraf flere med altan.
Næste skridt i projektet er nu, at lokalplanen skal godkendes. Herefter nedriver de den gamle Aldi-bygning, hvorefter selve byggeriet kan begynde. Når nedrivningen har fundet sted, vurderer bygherren, at det vil tage ca. 1,5 år, før de nye boliger står færdige.