Risskov er i nat nævnt i døgnrapporten fra Østjyllands Politi. Her er døgnrapporten i sin fulde længde:
Grundlovsforhør ved retten i Aarhus
Østjyllands Politi fremstiller i dag kl. 12.00 en 17-årig ung mand i grundlovsforhør ved Retten i Aarhus. Han er sigtet for at have begået røveri i form af et voldeligt overfald mod en ung AGF-fan, som han frarøvede en fodboldtrøje. Den 17-årige er belgisk statsborger.
Episoden fandt sted på Carl Nielsens Vej i Aarhus C efter slutfløjtet i torsdagens fodboldkamp på Aarhus Stadion mellem AGF og belgiske Club Brügge, hvor en større gruppe udenlandske fans overfaldt to 14-årige drenge med henblik på at begå røveri mod dem.
De to drenge blev overfaldet med blandt andet slag og spark, da de var på vej hjem fra fodboldkampen og befandt sig nogle hundrede meter væk fra stadion.
Politiet modtog anmeldelsen kl. 22.27 fra et vidne på stedet, der var i selskab med de to drenge og hurtigt fik ringet 112, hvorfor politiet kunne være fremme ved overfaldet bare få øjeblikke senere. Her lykkedes det at få anholdt den 17-årige unge belgiske mand, der blev fundet i besiddelse af den 14-åriges fodboldtrøje. Han blev desuden fundet i besiddelse af tandbeskytter og maskering.
”Der er tale om en grov sag, som vi ser på med stor alvor. Vi er meget opmærksomme på, at oplevelsen har været voldsom for de to 14-årige, der blev umotiveret overfaldet efter fodboldkampen, som ellers var forløbet uden større uroligheder,” siger vicepolitiinspektør Thomas Schouby Hansen fra Østjyllands Politi.
Anklagemyndigheden anmoder om lukkede døre til dagens grundlovsforhør, og Østjyllands Politi har derfor ikke yderligere kommentarer til sagen på nuværende tidspunkt.
**
Spiritusbilist forsøgte at flygte fra politiet
En patrulje fra Østjyllands Politi forsøgte natten til fredag kl. 01.41 at standse et køretøj på Eldrupvej i Auning, da man ønskede at komme i kontakt med føreren.
Føreren valgte dog ikke at efterkomme politiets anvisninger om at holde ind til siden, men forsøgte i stedet at flygte fra politiet. Bilen standsede herefter i et skovområde på Eldrupvej, hvor den 26-årige mandlige fører fortsatte sit flugtforsøg til fods med politiet i hælene.
Manden blev anholdt kort tid efter kl. 01.49 med den fornødne magt, og under en efterfølgende ransagning af hans køretøj fandt politiet en mindre mængde hash samt adskillige patroner til både riffel og jagtgevær.
Den 26-årige mand blev sigtet for spirituskørsel, da han blev målt til at køre med en promille over det tilladte. Han blev derudover også sigtet for besiddelse af narko og for ikke at efterkomme politiets anvisninger.
**
Kvinde udsat for blufærdighedskrænkelse
Torsdag kl. 11.09 modtog Østjyllands Politi en anmeldelse om, at en 28-årig kvinde havde været udsat for blufærdighedskrænkelse på Langelandsgade i Aarhus C ved Botanisk Have.
Ifølge anmeldelsen havde en ældre mand gemt sig bag nogle træer og blottet sit lem, da han fik øje på kvinden. Efterfølgende løb han fra stedet i retning mod Langelandsgade, da han havde fået øjenkontakt med kvinden.
En patrulje blev sendt til stedet for at foretage sporsikring, men det var ikke muligt for betjentene at udfinde den pågældende person på i området.
Den blufærdighedskrænkende mand beskrives som værende asiatisk af udseende og i 60-års alderen. Han havde sort hår med grå stænk og var iført en flerfarvet regn/vindjakke.
**
Lidt forskellige sigtelser til torsdagens europæisk fodboldkamp
Torsdag aften bød som bekendt på en europæisk fodboldkamp i Aarhus mellem AGF og belgiske Club Brügge.
Allerede fra middagstid var flere hundrede belgiske fodboldfans til stede på forskellige barer rundt omkring i det centrale Aarhus, hvor alt forløb uden større problemer. Også mange aarhusianske fodboldfans var til stede i bymidten.
Omkring kl. 17.30 gik i omegnen af 500 belgiske fodboldfans i samlet flok ud mod Aarhus Stadion, hvilket medførte nogle midlertidige kortvarige gener for trafikanterne på Spanien/Strandvejen i sydgående retning. Fanwalken blev fulgt ud til stadion af Østjyllands Politi og foregik i god ro og orden.
Ved ankomst til stadion blev en 20-årig belgisk mand fundet i besiddelse af et nødblus ved indgangskontrollen til stadion af vagterne ved udebaneafsnittet. Han blev derfor sigtet for at overtræde fyrværkeriloven.
Under optakten til selve kampen, der begyndte kl. 20.00, var der ikke yderligere brug for politiets indgriben, og selve kampen forløb også uden større udfordringer.
Omkring kl. 20.40 blev en 34-årig mand anholdt ude foran stadion, da han var påvirket i en sådan grad, at han ikke var i stand til at tage vare på sig selv, ligesom han i den forbindelse nægtede at give sine personlige oplysninger til politiet. Under sin anholdelse nægtede han desuden at samarbejde med ordensmagten, hvorfor han også blev sigtet for at lægge hindringer i vejen for politiets arbejde.
Efter kampen opførte en 21-årig kvinde sig kl. 23.00 ligeledes knap så samarbejdende over for politiet, da hun i mindre pæne vendinger råbte mod en betjent i banegårdshallen i Aarhus C. Da hun efter flere enslydende henvendelser fortsat ikke efterkom politiets anvisninger, blev hun derfor anholdt, sigtet for at overtræde ordensbekendtgørelsen.
I mellemtiden fulgte nogle øvrige patruljer en større gruppe belgiske fodboldfans retur til det centrale Aarhus, hvoraf flere af dem undervejs blev fundet i besiddelse af maskering.
I alt otte forskellige belgiske mænd i alderen 18-24 år blev derfor sigtet for at bryde maskeringsforbuddet, hvoraf en enkelt af dem også blev fundet i besiddelse af tandbeskytter. De blev alle otte anholdt på Strandvejen i Aarhus C.
**
Flere tyverier af sidespejle
Over det seneste døgns tid har Østjyllands Politi modtaget flere anmeldelser fra borgere i kredsen, der har fået stjålet sidespejle fra deres biler.
Der er tale om anmeldelser, der primært kommer fra området omkring Odder, hvor der på flere forskellige adresser er blevet stjålet bilspejle fra diverse forskellige bilmærker.
Ingen personer er på nuværende tidspunkt anholdt eller sigtet i sagerne, hvor der også er indgået en enkelt anmeldelse fra Hammel vedr. et lignende tyveri. Østjyllands Politi har pt. ikke yderligere kommentarer til anmeldelserne, der nu vil blive undersøgt nærmere.
**
Tip førte til narkofund
Østjyllands Politi modtog torsdag kl. 16.20 et tip om, at der muligvis foregik narkohandel på en adresse i Randers C, da der var en livlig trafik til og fra stedet.
En patrulje blev derfor sendt til adressen for at undersøge tingene nærmere. Under en efterfølgende ransagning af stedet fandt politiet flere tusinde kroner i kontanter, som formodes at stamme fra salg af narko samt en hashplade på mere end 100 gram.
En 30-årig mandlig beboer på adressen blev sigtet for salg af narko, og både hash og kontanter blev beslaglagt.
**
Færdsel:
Torsdag kl. 06.54 skete der et færdselsuheld på Nordjyske Motorvej i nordgående retning, hvor en 21-årig mandlig bilist mistede herredømmet over sin bil, da denne begyndte at akvaplane. Den 21-årige påkørte betonautoværnet langs motorvejen, hvorefter bilen endte på taget. Ingen personer kom dog umiddelbart til skade i forbindelse med episoden, men den 21-årige mand blev kørt til kontrol på hospitalet.
En 42-årig mandlig bilist blev torsdag kl. 07.54 standset af en patrulje fra Østjyllands Politi på Viborgvej i Randers NV og sigtet for at køre bil uden gyldigt kørekort. Den samme mand blev standset af politiet igen kl. 08.52 og sigtet for endnu et tilfælde af kørsel uden førerret.
Torsdag kl. 10.46 skete der et færdselsuheld på Viborgvej i Hammel, hvor en motorcyklist påkørte en bilist bagfra, da bilen skulle foretage et højresving. Ingen af de to parter – en 26-årig og en 60-årig mand – kom umiddelbart til skade i forbindelse med episoden.
En 35-årig mandlig bilist blev natten til fredag kl. 01.27 sigtet for at køre bil uden førerret, da han blev standset af en patrulje på Pindstrupvej i Auning uden gyldigt kørekort.
**
Indbrud:
Der er det seneste døgn anmeldt seks indbrud i privat beboelse i politikredsen:• På Toften i Lystrup begået torsdag d. 3/8 kl. 08.45
• På Ternevej i Risskov begået torsdag d. 3/8 mellem kl. 11.00 og kl. 14.00
• På L. P. Bechs Vej i Risskov begået torsdag d. 3/8 mellem kl. 00.00 og kl. 14.40
• På Brohaven i Egå begået mellem mandag d. 31/7 kl. 10.00 og torsdag d. 3/8 kl. 15.00
• På Kamma Klitgårds Gade i Risskov begået mellem torsdag d. 2/3 kl. 13.00 og kl. 21.30
• På Elmevej i Randers Sø begået torsdag d. 3/8 mellem kl. 15.00 og kl. 22.00