Nyt fra Risskov i politiets døgnrapport

Profilbillede
dato

Risskov er i nat nævnt i døgnrapporten fra Østjyllands Politi. Her er døgnrapporten i sin fulde længde:

Der er pt. ingen planlagte grundlovsforhør i kredsen i dag.

**

 

Slog og kastede med sten på parkerede biler

En patrulje fra Østjyllands Politi blev søndag formiddag sendt til en adresse i Aarhus V, da politiet kl. 10.16 modtog en anmeldelse om, at en aggressiv mand gik og slog på flere biler med en sten, som han angiveligt også kastede med. 

Ved patruljens ankomst til stedet kunne en anmelder guide betjentene i retning af gerningsmanden, der havde sat sig ind i en personbil. Herfra blev han af betjentene bedt om at komme ud, men da han ikke efterkom politiets anvisninger, blev han anholdt med den fornødne magt og iført håndjern.

Den pågældende person – en 46-årig mand – blev i forbindelse med sin anholdelse sigtet for at have begået hærværk.

**

 

Cykeltyv viftede med kniv i bageri

Søndag kl. 14.36 modtog Østjyllands Politi en anmeldelse om, at en mandsperson stod og viftede med en kniv i en bagerforretning på Langenæs Allé i Aarhus C.

Den pågældende person blev efterfølgende set stjæle to cykler omkring Odensegade i Aarhus C. Ved politiets ankomst til stedet forklarede den 46-årige mand, at han blot havde lånt cyklerne, da de angiveligt havde stået ulåst. Han erkendte dog besiddelse af kniv og blev sigtet for at have overtrådt knivloven.

Den 46-årige mand blev anholdt. Han blev også sigtet for tyveri af to forskellige cykler. 

**

 

Kvinde udleverede flere tusinde kroner til en svindler

Endnu en ældre borger er i weekenden blevet udsat for svindel fra et falsk bankbud, som resulterede, at hun udleverede flere tusinde kroner i kontanter til de kriminelle. Østjyllands Politi modtog søndag kl. 18.32 anmeldelsen om episoden, der havde fundet sted i Risskov.

Ifølge den 81-årige kvindes forklaring, blev hun i første omgang ringet op af en svindler, der oplyste, at han kom fra banken, og at en kollega inden længe ville ankomme til kvindens bopæl for at hente hendes penge, da der – ifølge svindlerne – var mistanke om, at kvinden var blevet udsat for netop svindel.

Kort tid efter ankom en ukendt mand til kvindens adresse, hvor han afhentede de aftalte tusinde kroner i kontanter. Han skyndte sig at tage imod pengene inden han forlod stedet i ukendt retning. En patrulje blev sendt til området, men det lykkedes ikke politiet i første omgang at finde frem til den mulige gerningsmand.

Østjyllands Politi opfordrer endnu en gang til, at man tager en snak med sine ældre familiemedlemmer om, at man aldrig skal give sit kreditkort, penge eller koder væk til andre på den måde. Hverken politiet, banken eller andre myndigheder vil bede om din kode eller komme ud til din adresse for at hente dit kort eller dine kontanter.

Læg røret på, hvis du har mistanke om svindel, eller ring tilbage til banken eller myndighedens hovednummer og spørg efter den pågældende medarbejder.

**

 

Brand i skur i Brabrand medførte røggener for naboerne

Søndag aften kl. 18.43 udbrød der brand i et skur/bryggers ved nogle rækkehuse i Brabrand, hvorved der skete en del røgudvikling.

Ved politiets ankomst til stedet var beboerne i de berørte ejendomme allerede kommet ud, mens det i samråd med brandvæsenet blev besluttet også at tage kontakt til de øvrige beboere i de omkringliggende rækkehuse og foretage en kort evakuering grundet brandens røgudvikling.

Brandvæsenet havde dog hurtigt styr på branden, så flammerne ikke spredte sig yderligere. Ilden var umiddelbart opstået i et bryggers, men det var i første omgang ikke muligt at klarlægge en brandårsag eller finde frem til arnestedet.

Ingen personer kom til skade i forbindelse med branden, og sagen vil nu blive undersøgt nærmere. 


**

Færdsel:

Søndag kl. 13.00 skete der et færdselsuheld på Hadsundvej i Hald ved Gjerlev J, hvor to personbiler kørte sammen. Ingen personer kom til skade i forbindelse med episoden, hvor parterne dog blev tilset i en ambulance.

Søndag kl. 17.23 skete der et færdselsuheld på Myrdalsvej i Randers NV. I krydset med Gl. Viborgvej foretog en kvindelig bilist et venstresving, hvormed der skete påkørsel af en yngre mandlig cyklist. Vedkommende blev kørt på skadestuen for behandling af mulige skader.

Søndag kl. 18.26 skete der et færdselsuheld på Strandvejen i Aarhus C, hvor en 53-årig mandlig bilist skulle køre ud fra en parkeringsplads. I den forbindelse skete der et sammenstød med et andet køretøj ført af en 52-årig mand. Den 53-årige blev sigtet for ikke at overholde sin vigepligt, men ingen personer kom umiddelbart til skade i forbindelse med episoden.

**

Indbrud:

Der er det seneste døgn anmeldt fem indbrud i privat beboelse i politikredsen:

På Højvej i Knebel begået fredag d. 9/6 mellem kl. 13.30 og kl. 19.00
På Jyllands Allé i Aarhus C begået mellem lørdag d. 10/6 kl. 20.00 og søndag d. 11/6 kl. 06.30
På Vestergade i Aarhus C begået søndag d. 11/6 mellem kl. 14.15 og 16.15
På Markedsgade i Randers C begået mellem mandag d. 22/5 kl. 12.00 og søndag d. 11/6 kl. 22.52
På Skt. Anna Gade i Aarhus C begået mandag d. 12/6 kl. 04.38

 
Denne artikel er skrevet af Søren Schrøder Rasmussen og data er automatisk hentet fra eksterne kilder, herunder Østjyllands Politi.
Kilde: Østjyllands Politi