Nyt fra Risskov i politiets døgnrapport

Profilbillede
dato

Risskov er i nat nævnt i døgnrapporten fra Østjyllands Politi. Her er døgnrapporten i sin fulde længde:

Grundlovsforhør ved retten i Aarhus 

En 27-årig mand er i dag blevet fremstillet i et grundlovsforhør ved retten i Aarhus kl 9.00. Han er sigtet for at have skudt og dræbt en 21-årig mand i en bil ved Ringvej Syd i Viby J.

Skuddrabet fandt sted natten til den 8. marts i år, og den 21-årige og den 27-årige havde ifølge politiets oplysninger ingen relation til hinanden. Efter flere måneders intensivt efterforskningsarbejde var det i går, tirsdag, muligt at anholde den 27-årige mand på en adresse i Aarhus.

Østjyllands Politi har på nuværende tidspunkt ikke yderligere kommentarer til sagen, men henviser til den udsendte pressemeddelelse fra i dag, som du kan læse her.

 

56-årig mand dræbt i færdselsulykke i Aarhus

En 56-årig mand fra Aarhus blev tirsdag aften dræbt, da han blev ramt af en bus på Klostertorvet i Aarhus. 

Østjyllands Politi fik anmeldelsen om ulykken kl. 19.42, og da betjentene kom frem, fandt de den 56-årige død på stedet. Ifølge flere vidner var den 56-årige til fods, da han blev ramt af bussen. 

Buschaufføren opdagede ikke, at han havde påkørt nogen, men en patrulje fik standset bussen nogle få kilometer fra Klostertorvet, hvorefter den 60-årige mandlige chauffør blev afhørt til sagen. 

Vejen blev afspærret i noget tid, mens der blev arbejdet på stedet. En bilinspektør foretog nogle tekniske undersøgelser og skal nu forsøge at afklare de nærmere omstændigheder. 

Den 56-åriges pårørende er underrettet. 

Det kan have været en voldsom oplevelse for de personer på stedet, der så ulykken, og Østjyllands Politi opfordrer til, at man kontakter Offerrådgivningen, hvis man overværede episoden. Offerrådgivningen kan træffes døgnet rundt på tlf. på tlf. 2368 6056.

 

Brand i ishus

Kl. 00.56 modtog Østjyllands Politi en anmeldelse om brand i et ishus på Strandvejen i Aarhus C. Ved patruljens ankomst til stedet blev det vurderet nødvendigt at stoppe trafikken på Strandvejen midlertidigt, da flammerne på grund af kraftige vindstød spredte sig ud over kørebanen.

Branden blev slukket af brandvæsenet kort tid efter kl. 1.00, og ingen personer kom umiddelbart til skade i forbindelse med episoden.

Østjyllands Politi har en formodning om, at branden kan være påsat. Ingen personer er på nuværende tidspunkt sigtet i sagen, og den vil nu blive efterforsket nærmere.

 

Kvinde indebrændt

En 63-årig kvinde er afgået ved døden i forbindelse med en brand. Branden opstod i en lejlighed på Vårkjærvej i Viby J. Østjyllands Politi modtog anmeldelsen om branden kl. 01.36. I lejligheden blev den 63-årige kvinde fundet død. Der er ikke umiddelbart noget der tyder på, at der ligger en bevidst handling bag branden. Ingen øvrige personer kom til skade i forbindelse med branden, og ingen øvrige lejligheder blev beskadiget.

De pårørende til den 63-årige kvinde er underrettet.

 

Bilister i påvirket tilstand

En 18-årig mand blev i går anholdt i Glesborg på Norddjurs, sigtet for at køre bil i påvirket tilstand. Manden blev desuden fundet i besiddelse af en mindre mængde kokain og erkendte forholdet.

På Mariagervej i Randers C blev en 47-årig kvinde kort efter midnatstid natten til onsdag sigtet for at køre bil i påvirket tilstand, da hun blev testet positiv for amfetamin og metamfetamin. Kvinden blev derudover sigtet for ikke at anvende sikkerhedssele og for at køre bil uden gyldigt kørekort.

 

Færdselsindsats i Aarhus V

Østjyllands Politi har igen tirsdag haft en ny færdselsindsats i den vestligste del af Aarhus.

Regnen var en medvirkende årsag til, at mange trafikanter blev derhjemme, men ikke desto mindre blev det alligevel til ni forskellige sigtelser.

 

Sigtelserne fordelte sig på følgende lovovertrædelser:

1 x Narkokørsel
1 x Kørsel i frakendelsestiden
1 x Overhaling højre om, klip
1 x Håndholdt mobiltelefon, klip
2 x Fremkørsel rødt lys, klip
1 x Oplysningspligt
2 x Kørsel uden sikkerhedssele

 

Færdsel

Tirsdag kl. 07.52 skete der et færdselsuheld på Nordjyske Motorvej i nordlig retning ved Grundfør, hvor tre biler var involveret. I forbindelse med pludselig opstået køkørsel påkørte en 31-årig mand en forankørende, hvori en 29-årig kvinde befandt sig. Efterfølgende påkørte en 51-årig kvinde den bil, hvori den 31-årige mand befandt sig. Ingen personer kom umiddelbart til skade i forbindelse med uheldet, hvor der dog skete større materielle skader.

Tirsdag kl. skete der et færdselsuheld på Århusvej i Odder, hvor en personbil med campingvogn kørte i nordlig retning og påkørte et hegn. Ingen personer kom til skade i forbindelse med uheldet, men føreren af bilen blev efterfølgende fløjet med helikopter til Skejby i forbindelse med et ildebefindende. Der skete begrænsede med materielle skader i forbindelse med uheldet.

Tirsdag kl. 16.25 skete der et færdselsuheld på Vestergade i Auning, hvor en 71-årig mandlig bilist påkørte en 36-årig mandlig cyklist med lav fart. Ingen personer kom umiddelbart til skade i forbindelse med sammenstødet, hvor den 71-årige bilist blev sigtet for ikke at overholde sin vigepligt.

Tirsdag kl. 16.53 skete der et færdselsuheld på Aarhus Syd Motorvejen, hvor politiet blev kaldt til. Ingen personer kom umiddelbart til skade og der skete begrænsede med materielle skader i forbindelse med uheldet. 

Tirsdag kl. 18.12 skete der et færdselsuheld på Viby Ringvej i Åbyhøj, hvor tre biler var involveret. Ingen personer kom til skade, og ingen personer er blevet sigtet i sagen.

 

Indbrud

Der er det seneste døgn anmeldt 12 indbrud i privat beboelse i Østjyllands politikreds.
På Harald Kiddes Vej i Åbyhøj begået tirsdag d. 22/11 kl. 8.44
På Ramshøjvej i Haslund begået mellem onsdag d. 16/11 kl. 17.00 til mandag d. 21/11 kl. 18
På Fortebakken i Risskov begået mellem tirsdag d. 22/11 kl. 8.30 til kl. 10.50
På Boghvedevej i Randers NV begået mellem tirsdag d. 22/11 kl. 10.30 til 11.30
På Ballevej i Tirstrup begået mellem fredag d. 1/7 kl. 00.00 til torsdag d. 14/7 kl. 00.00
På Brynhøjvænget i Tilst begået mellem tirsdag d. 22/11 kl. 16.30 til kl. 18.43
På Højvangsvej i Viby J begået tirsdag d. 22/11 kl. 20.35
På Højvangsvej i Viby J begået mellem tirsdag d. 22/11 kl. 18 og kl. 21.10.
På Dalhøjvænget i Viby J begået mellem tirsdag d. 22/11 kl. 11.00 og kl. 21.15.
På Gefionsvej i Åbyhøj begået mellem tirsdag d. 22/11 kl. 17.00 til kl. 21.50.
På Søbakkevej i Tilst begået mellem tirsdag d. 22/11 kl. 13.00 og kl. 22.20.
På Doris Kæraas Gade i Risskov begået onsdag d. 23/11 kl. 02.47.

Denne artikel er skrevet af Søren Schrøder Rasmussen og data er automatisk hentet fra eksterne kilder, herunder Østjyllands Politi.
Kilde: Østjyllands Politi