Risskov er i nat nævnt i døgnrapporten fra Østjyllands Politi. Her er døgnrapporten i sin fulde længde:
Luskede rundt ved villa: Fanget med indbrudsværktøj i tasken
En beboer på Gustav Holms Vej i Aarhus N vågnede natten til tirsdag omkring kl. 01.30 ved, at hendes hund gøede, og da hun stod op, kunne hun se et par mørkklædte mænd lyse rundt med en lommelygte tæt på huset.
Kvinden ringede hurtigt til politiet og en patrulje var ganske kort tid efter fremme på stedet, hvor de traf to mænd, der befandt sig i området. Det lykkedes den ene at nå at stikke af, da han så politiet, men den anden, en 41-årig mand, blev pågrebet og lagt i håndjern – syv minutter efter beboeren havde ringet.
I en lille rygtaske, som den 41-årige havde på sig, fandt betjentene et koben, et par handsker, en vinkelsliber og en balaclavahue, og på den baggrund blev han anholdt og sigtet for forsøg på indbrud.
Husk, at det er en rigtig god idé at lave en aftale med dine naboer om at kigge efter dit hus, mens du er på ferie, og så kan du jo gengælde tjenesten, mens de er på ferie. Ser du nogle mistænkelige personer køre rundt i dit nabolag, så ring til politiet på tlf. 114. Ser du nogen i færd med at begå indbrud eller nogen, der fx lusker rundt i mørket på din eller naboens grund, så ring 112.
**
Tyv på løbehjul fanget med god borgerhjælp
En opmærksom borger reagerede resolut, da han mandag morgen ca. kl. 7.50 så en mistænkelig mand, der kørte rundt på løbehjul i et område i Randers NØ.
Manden på løbehjul havde en rygsæk på og kiggede meget nysgerrigt ind på flere huse, og borgeren fik mistanke til, at det kunne være en indbrudstyv. Han cyklede derfor efter manden og holdt øje med ham på afstand.
Da manden på Skovlyvej satte løbehjulet og sneg sig ind ad indkørslen på en privat adresse, kontaktede den opmærksomme borger politiet.
Kort efter var en patrulje på stedet, og her opdagede betjentene en 36-årig mand, der stod inde i et skur med to poser flaskepant i hånden. I en taske, han havde på sig, fandt betjentene en boltsaks, en bushammer og en vinkelsliber, og den 36-årige blev anholdt og sigtet for indbrud.
Desuden fik han en sigtelse for besiddelse af euforisende stoffer, da han havde en mindre mængde amfetamin i lommen.
Østjyllands Politi siger tak for hjælpen til den kvikke borger, der reagerede på sin mistanke og kontaktede politiet.
**
Anholdt i bussen efter tyveri af pengekasse
Personalet på en café på Klostertorvet i Aarhus C ringede mandag kl. 20.54 til politiet, da en mand havde stjålet pengekassen.
En ansat havde set manden gå om bag bardisken, hvor kun personalet må være, og her tog han pengekassen, som han skubbede ind under sin bluse, inden han begyndte at gå derfra.
Da medarbejderen råbte efter ham, skyndte han sig at smide pengekassen og løbe hen til det nærmeste busholdested, hvor han steg på en bus.
De ansatte kunne give et godt signalement af manden, og i Åbyhøj steg en patrulje på bussen og anholdt en 33-årig mand, som blev sigtet for tyveri.
**
Færdsel
Mandag kl. 16.06 skete der et færdselsuheld i Hasle Ringvej i Aarhus V. En 23-årig kvinde steg af bussen ud foran en 46-årig mandlig cyklist, der ramte ind i hende, hvorefter han væltede ned på asfalten. Cyklisten pådrog sig nogle mindre skader og blev kørt på skadestuen.
Mandag kl. 19.43 blev en 61-årig mandlig bilist anholdt og sigtet for spritkørsel og kørsel uden førerret, da han blev standset af en patrulje på Trekanten i Grenaa.
**
Indbrud
Der er det seneste døgn anmeldt 13 indbrud i privat beboelse i Østjyllands politikreds.• På Bindesbølls Allé i Risskov begået mandag d. 10/7 kl. 06.30
• På Viborgvej i Hasle begået mellem søndag d. 9/7 23.00 og mandag d. 10/7 kl. 06.10
• På Kystvejen i Aarhus C begået mandag d. 10/7 kl. 10.15
• På Pederstrup Bygade i Pederstrup begået mellem onsdag d. 3/5 kl. 00.00 og mandag d. 10/7 kl. 10.30
• På Nørre Boulevard i Randers C begået mandag d. 10/7 mellem kl. 08.00 og kl. 12.50
• På Gudrunsvej i Brabrand begået mandag d. 10/7 mellem kl. 04.30 og kl. 13.00
• På Spangen i Harridslev begået mandag d. 10/7 kl. 14.11
• På Parkboulevarden i Randers C begået mandag d. 10/7 mellem kl. 07.00 og kl. 14.40
• På Nordvestvej i Randers NV begået mandag d. 10/7 kl. 15.46
• På Amtsvejen i Mellerup begået mandag d. 10/7 kl. 14.30
• På Klostervej i Grenaa begået mellem fredag d. 7/7 kl. 16.00 og mandag d. 10/7 kl. 18.30
• På Adelgaden i Randers C begået mandag d. 10/7 kl. 20.42
• På Søndersøvej i Risskov begået tirsdag d. 11/7 mellem kl. 03.07 og kl. 03.12