Risskov er i nat nævnt i døgnrapporten fra Østjyllands Politi. Her er døgnrapporten i sin fulde længde:
Grundlovsforhør i Retten i Aarhus kl. 9.00
Særlig Efterforskning Vest fremstiller kl 9.00 i Retten i Aarhus tre mænd på henholdsvis 33, 33 og 25 år i grundlovsforhør.
Østjyllands Politi modtog torsdag formiddag oplysninger om, at der foregik noget mistænkeligt på en ejendom i det nordlige Aarhus. Ved ankomst til stedet traf politiet de tre mænd, som viste sig at være i besiddelse af en større mængde narko. Mændene blev anholdt og sigtet for besiddelse af narkotika med henblik på videreoverdragelse.
Da grundlovsforhøret forventes at foregå for lukkede døre, kan der for nuværende ikke gives yderligere oplysninger.
**
Den mobile politistation i Vårkjærparken
Den mobile politistation holder i dag fra ca. kl. 11-17 i Vårkjærparken i Viby. Betjentene står klar til at tage en snak med alle derude.
Torsdag formiddag blev en 22-årig mand fundet dræbt af skud i en bil i Vårkjærparken. Østjyllands Politi vil meget gerne i kontakt med vidner, der kan have set eller hørt noget omkring Vårkjærparken eller Vårkjærvej natten til torsdag. Evt. vidner kan enten tage kontakt til betjentene i den mobile politistation eller kontakte politiet på tlf 114.
**
Scooter kørte direkte mod fodgængere
Torsdag eftermiddag kl. 17.27 eftersatte politiet en 16-årig dreng på et stisystem ved Jellebakken i Risskov. Scooteren, som drengen kørte på, var nemlig meldt stjålet. Betjentene gjorde tegn til drengen om at standse, men han fortsatte i høj fart væk fra dem.
Den 16-årige kørte direkte imod fire fodgængere uden at sænke farten, og de måtte alle springe væk i sidste øjeblik for ikke at blive påkørt. Betjentene indhentede den 16-årige umiddelbart efter og anholdt ham.
Den 16-årige blev sigtet for brugstyveri af motorcyklen, for kørsel uden førerret, for ikke at efterkomme politiets anvisninger og for at forholde fare for liv eller førlighed for de fire fodgængere.
**
Røgalarm udløst i etageejendom
Politi og brand kørte torsdag kl. 23.24 til en opgang på Vårkjærvej i Viby, hvor der var anmeldelse om røg i opgangen og en røgalarm der var gået i en lejlighed. Ved ankomst til stedet viste det sig dog, at brandalarmen var blevet aktiveret af røgen fra en vandpibe.
**
Færdsel
Torsdag kl. 11.17 skete der et færdselsuheld på Ryhavevej i Hasle, da en 31-årig mandlig bilist og en 58-årig mandlig bilist kørte sammen og derefter ramte siden af en bygning. Begge mænd blev tilset af ambulancer, men ingen kom umiddelbart alvorligt til skade.
Torsdag kl. 17.24 skete der et færdselsuheld på Nordjyske Motorvej i nordgående retning omkring Randers, da en 55-årig mandlig bilist ville foretage en overhaling og her overså en 18-årig mandlig bilist, som kom kørende bagfra. Den 18-årige påkørte herved den 55-årige og mistede derved herredømmet over bilen og ramte autoværnet. Begge parter blev tilset af en ambulance, men ingen kom umiddelbart til skade ved uheldet.
Torsdag kl. 19.47 skete der et færdselsuheld i krydset mellem Terp Skovvej og Vegavej i Højbjerg, da en 20-årig mandlig bilist kørte ud for ubetinget vigepligt og herved ramte en anden 20-årig mandlig bilist. Ingen af mændene kom umiddelbart kritisk til skade ved uheldet.
Fredag kl. 04.47 skete der et færdselsuheld i krydset mellem Orholt Allé/Tingskov Allé og Landevejen i Tranbjerg, da en 18-årig mandlig bilist påkørte en 32-årig mandlig bilist. Den 32-årige blev kørt på hospitalet til undersøgelse, men kom ikke umiddelbart alvorligt til skade. Politiet mistænker, at den 18-årige var påvirket, og han blev derfor taget med på hospitalet til udtagelse af blodprøve.
**
Indbrud
Der er det seneste døgn anmeldt to indbrud i privat beboelse i Østjyllands politikreds.
- På Sølvvej i Randers begået mellem den 2/8 kl. 21.00 og den 6/8 kl. 9.00
- På Lyngdalvej i Grenaa begået den 6/8 mellem kl. 11.20 og kl.12.20