Østjyllands Politi: Seneste nyt fra Risskov - mandag den 17. maj

Profilbillede
dato

Risskov er i nat nævnt i døgnrapporten fra Østjyllands Politi. Her er døgnrapporten i sin fulde længde:

Grundlovsforhør i Retten i Aarhus kl. 9.15

Østjyllands Politi fremstiller mandag kl. 9.15 tre mænd på 22, 23 og 24 år og en kvinde på 24 år i grundlovsforhør i Retten i Aarhus. De blev alle anholdt søndag under en koordineret politiaktion i Favrskov, Syddjurs og Aarhus Kommune, hvor flere adresser også blev ransaget. 

Aktionen var et resultat af flere måneders intensiv efterforskning af en gruppe personer, som mistænkes for at stå bag omfattende handel med narkotika i Aarhus og omegn. 

De to af mændene sigtes for besiddelse af mindst 2,2 kilo kokain og 22 kilo hash med henblik på videreoverdragelse, mens den tredje mand sigtes for besiddelse af mindst 400 gram kokain. Kvinden sigtes for medvirken til narkohandel ved at have stillet sin lejlighed og tilhørende lokaliteter til rådighed for opbevaring af narko og penge. 

I samme sag sidder tre andre personer varetægtsfængslet. 

Af hensyn til den videre efterforskning anmoder anklagemyndigheden om lukkede døre ved grundlovsforhøret, og Østjyllands Politi ønsker derfor ikke at oplyse yderligere om sagen p.t. 

**

 

Sigtet for at sætte ild til motorcykel

Østjyllands Politi fik søndag morgen kl. 6.41 en anmeldelse om, at der var brand i en motorcykel, som holdt i en grøftekant på Skjesbjergvej i Vellev ved Ulstrup. 

En patrulje kørte til stedet, hvor de fandt motorcyklen, der lå på siden i grøften. Der var ikke længere ild i den, men fronten var beskadiget og noget af lakken var brændt. 

Et vidne havde set en mand sætte ild til motorcyklen, og politiet fik hurtigt fat i ejeren, der fortalte, at han havde lånt den ud til en 51-årig mand fra Randers. 

Ud fra vidnets signalement af gerningsmanden og spor på stedet, blev den 51-årige mand sigtet for forsætlig brandstiftelse, og Østjyllands Politi efterforsker nu sagen videre. 

**

 

Anmeldelse: Mand overfaldet på p-plads

En 46-årig mand anmeldte natten til mandag kl. 2.35, at han kort forinden var blevet overfaldet på en p-plads på Karensvej i Brabrand. 

Ifølge den 46-årige havde han netop parkeret bilen, da 4-6 mænd iført elefanthuer, hev ham ud og overfaldt ham med flere knytnæveslag. Det lykkedes ham at flygte fra stedet, hvorefter han kontaktede politiet, der sendte en patrulje til stedet. 

Den 46-årige havde nogle mindre skader i ansigtet, men var umiddelbart ikke kommet alvorligt til skade. Han kunne ikke give noget videre signalement af gerningsmændene, og det lykkedes i første omgang ikke politiet at finde frem til dem. 

Det er endnu uvist, hvad motivet til overfaldet skulle være. 

Så du episoden, eller har du oplysninger om gerningsmændene, kan du kontakte Østjyllands Politi via tlf. 114. 

**  

Politihund fandt kniv i Brabrand

En patrulje lagde natten til mandag kl. 1.38 mærke til en bil med to mænd, som holdt med lyset tændt på en p-plads på Louisevej i Brabrand. 

Betjentene tog kontakt til mændene, og da bagsædepassageren virkede påvirket af stoffer, og der lå nogle hashrester på asfalten uden for bilen, besluttede de at visitere mændene og ransage bilen. 

I midterkonsollen lå en mindre mængde hash, som den 24-årige passager erkendte var hans. Han blev derfor sigtet for besiddelse af euforiserende stoffer. 

Mens patruljen var i færd med at undersøge bilen, dukkede fire andre mænd pludseligt op på stedet. De virkede aggressive og var utilfredse med politiets ageren. En 20-årig mand kastede en affaldspose fra sig, som viste sig at indeholde noget hash, og han blev derfor også sigtet for besiddelse af euforiserende stoffer. 

En politihund blev nu sat til at søge i området omkring bilen, og den snusede sig frem til en kniv, som lå i buskadset. Det var umiddelbart ikke muligt at fastslå, hvem der havde haft kniven, men den blev ligesom stofferne beslaglagt. 

**

Færdselspolitiet på Samsø: Beruset knallertfører standset

Betjente fra Østjyllands Politis færdselsafdeling var lørdag på et lille kontrolbesøg på Samsø, hvor to mænd endte med flere sigtelser. 

Omkring kl. 17.00 blev en 19-årig mandlig bilist målt med laser til at køre 124 km/t på landevejen, og da han blev standset, fandt betjentene hurtigt ud af, at han ikke har kørekort. Ud over sigtelserne for kørsel uden førerret og hastighedsoverskridelsen blev han også sigtet for tyveri, da bilen viste sig at være stjålet fra en af mandens bekendte, der bor på Sjælland. 

Lidt senere standsede en færdselsbetjent en 52-årig mand, som kom kørende på knallert på vej mod en lokal beværtning. Den 52-årige virkede særdeles påvirket af alkohol, og han blev derfor anholdt og sigtet for spritkørsel. Knallertens hastighed blev afprøvet på et rullebånd, som færdselspolitiet havde med, og da den kunne tæt på de 100 km/t, blev han også sigtet for at køre på en tunet knallert. 

En blodprøve skal nu vise, hvad knallertførerens promille var, da han blev anholdt. 

**

 

Cyklist skubbet omkuld 

En 46-årig mand anmeldte søndag morgen, at han kl. 3.40 var blevet overfaldet af en ukendt mand på Stockholmsgade i Aarhus N. Den 46-årige forklarede, at han var kommet cyklende på vejen og var kørt tæt forbi en mand, som stod midt på vejen. 

Idét han var ved at passere, skubbede manden ham ind i et par parkerede biler, som stod i siden af vejen. Da den 46-årige rejste sig op, skubbede manden ham i brystet, mens han råbte af ham, hvorefter han smed hans cykel længere ned ad vejen. 

Ifølge den 46-årige kom en ung kvinde løbende og talte med manden, som hun åbenbart kendte. Det fik manden til at stoppe, og den 46-årige skyndte sig væk. 

Han pådrog sig nogle skrammer og knubs ved overfaldet, men kom umiddelbart ikke alvorligt til skade. 

Den 46-årige har givet følgende signalement af gerningsmanden: 

Mellemøstlig af udseende
Ca. 180 cm, spinkel af bygning
Iført baseball-kasket, mørk vest og joggingbukser
Mørke skægstubbe
Talte dansk med accent.


**

 

Tre mænd taget på fersk gerning med joints i hænderne

Et par betjente fra Østjyllands Politis specialpatrulje gik søndag omkring kl. 17.20 patrulje ved Godsbanen i Aarhus C. Ved en bygning kunne betjentene lugte hash, og de gik derfor ind på stedet, hvor de traf flere personer. 

En 22-årig mand skyndte sig at smide en joint på gulvet og dækkede over den med sin fod, da betjentene kom ind. Det blev dog opdaget, og den 22-årige blev sigtet for besiddelse af euforiserende stoffer. 

Samme sigtelse fik to 52-årige mænd, som begge havde en joint i hånden, da de blev kontaktet af patruljen. 

**

 

Skunk og kniv beslaglagt efter rutinekontrol

En patrulje standsede søndag kl. 19.24 en bil i en rutinekontrol på Bodøvej i Aarhus N. I bilen sad tre mænd, som virkede særdeles nervøse ved politiets tilstedeværelse, og betjentene fik mistanke om, at der var stoffer i bilen. 

De visiterede derfor mændene og ransagede bilen. Under ransagningen fandt patruljen en mindre mængde hash og en foldekniv, som den 21-årige fører af bilen erkendte var hans. 

Kniv og stoffer blev beslaglagt, og den 21-årige blev sigtet for besiddelse af euforiserende stoffer og overtrædelse af knivloven.  

**

 

58-årig sigtet for kotelettyveri

En vagt i Føtex på Dytmærsken i Randers C kontaktede søndag kl. 18.45 politiet og fortalte, at han havde tilbageholdt en mand, der havde stjålet varer i butikken.  

Vagten forklarede, at han havde set manden tage en pakke koteletter op under jakken, hvorefter han havde betalt for nogle enkelte varer ved scan-selv-kassen. Han havde dog ikke betalt for koteletterne, og vagten tilbageholdt ham derfor. 

En patrulje kørte til stedet og fik ID på den tilbageholdte, der viste sig at være en 58-årig mand. Han blev sigtet for butikstyveri. 

**

 

Indbrud

Der er det seneste døgn anmeldt fire indbrud i privat beboelse i Østjyllands politikreds. 

På Østergade i Ulstrup begået mellem lørdag d. 15/5 kl. 22.30 og søndag d. 16/5 kl. 7.00
På Linde Allé i Åbyhøj begået søndag d. 16/5 kl. 3.30
På Bøgegade i Aarhus N begået mellem onsdag d. 12/5 kl. 14.00 og søndag d. 16/5 kl. 14.00
På Rislundvej i Risskov begået mellem onsdag d. 12/5 kl. 15.30 og søndag d. 16/5 kl. 14.10



Denne artikel er skrevet af Michael Juul Sørensen og data er automatisk hentet fra eksterne kilder, herunder Østjyllands Politi.
Kilde: Østjyllands Politi