Østjyllands Politi: Seneste nyt fra Risskov - mandag den 28. juni

Profilbillede
dato

Risskov er i nat nævnt i døgnrapporten fra Østjyllands Politi. Her er døgnrapporten i sin fulde længde:

Der er p.t. ingen planlagte grundlovsforhør i politikredsen i dag. 

Sigtet for at have forvoldt fare efter voldsom kørsel

En patrulje fra Østjyllands Politi fik søndag på Holmstrupgårdvej i Brabrand omkring kl. 13.35 øje på en bil, som de vidste tilhørte en 21-årig mand, som er frakendt kørekortet. Bilen kørte i den modsatte retning af betjentene, som lidt længere henne fik vendt patruljebilen. De nåede lige at se bilen køre ind på en p-plads ved en skole, og da de kom frem til stedet, var bilen efterladt, og bilisten stukket af. 

Patruljen besluttede at vente på stedet for at se, om bilisten vendte tilbage, og den ene betjent stillede sig diskret i nærheden, mens den anden holdt lidt væk i patruljebilen. 

Efter nogle minutter kom bilisten igen og satte sig ind i bilen, som han begyndte at køre ud fra p-pladsen. Betjenten, der havde stået tæt på, stillede sig nu ud foran bilen og gav tegn til, at bilisten skulle standse. 

Det ignorerede bilisten dog, og da han fortsatte sin kørsel fremad, valgte betjenten til sidst at springe til side, hvorefter han fik kontaktet sin kollega i patruljebilen. Bilisten standsede dog heller ikke, da betjenten i patruljebilen forsøgte at få ham til at stoppe. I stedet kørte han lige mod politibilen, så betjenten måtte dreje af for at undgå sammenstød. 

Bilisten nåede dog ikke langt, for lidt længere henne ad vejen opdagede betjentene kort efter hans bil, der stod på et helleanlæg, hvor den var ramt ind i en gadelampe. Der var ingen spor efter bilisten. 

Betjentene var overbeviste om, at de havde set den 21-årige mand sidde bag rattet i bilen, og et par timer senere fandt en patrulje frem til ham på en adresse i Brabrand, hvor han blev anholdt, selvom han nægtede at have kørt bilen. 

Han er foreløbigt sigtet for at have forvoldt fare for andres liv eller førlighed, for trussel om vold mod nogen i offentlig tjeneste, for kørsel uden førerret, for ikke at efterkomme politiets anvisninger, for at have kørt midt på vejen ved påkørslen af helleanlægget og for at have flygtet fra et færdselsuheld. 

**

 

Aggressiv mand kastede med øl og blev anholdt

En patrulje kørte søndag kl. 19.04 til en adresse på Tjelevej i Risskov efter en anmeldelse om, at en aggressiv mand sparkede hårdt på en dør i en opgang og skabte utryghed på stedet. 

Da betjentene kom frem, traf de en 63-årig mand, som tydeligt beruset sad og drak en dåseøl på trappen i opgangen. Han blev bedt om at forlade stedet, og han gik velvilligt med betjentene ud på gaden. 

Her begyndte han dog pludseligt at råbe højlydt af betjentene, hvorefter han kastede sin dåseøl hårdt ind på muren. 

Han blev derfor anholdt og sigtet for at forstyrre den offentlige orden. 

**

 

Blødte fra arme – mistænkt for at smadre vindue

En borger ringede søndag kl. 22.58 til politiet og fortalte, at han netop havde set en mand knuse en rude ind til en bank på Østergade i Hadsten. En patrulje kørte til stedet, hvor de kunne konstatere, at ruden formentligt var blevet knust med en sprutflaske. 

Ikke så langt fra banken traf betjentene en 30-årig mand, som virkede påvirket af stoffer, talte meget usammenhængende og blødte fra armene. Han var ved fuld bevidsthed, men betjentene tilkaldte en ambulance, hvorefter han blev kørt på hospitalet. 

På grund af mandens tilstand blev han i første omgang ikke afhørt eller sigtet i sagen. 

**

 

Formodet narkobilist havde kniv i bilen

En patrulje, der kørte på Asylvej i Risskov, opdagede natten til mandag kl. 2.20 en mand, som kørte rundt i sin bil, mens han talte i mobiltelefon. Betjentene fik dirigeret bilen ind til siden og tog kontakt til den 21-årige fører. 

Han virkede noget forvirret og talte meget hurtigt, og da han blev spurgt, om han havde taget stoffer, erkendte han, at han tidligere på aftenen havde røget en joint. Han blev derfor anholdt og sigtet for både narkokørsel og for at køre med mobilen i hånden. 

Betjentene ransagede efterfølgende bilen, og da de fandt en kniv, blev den 21-årige også sigtet for overtrædelse af knivloven. 

**

Færdsel

Søndag kl. 7.14 blev en 19-årig kvindelig bilist anholdt og sigtet for sprit- og narkokørsel, da hun blev standset af en patrulje på Skejby Nordlandsvej i Risskov. En 23-årig mand, der var passager i bilen, blev sigtet for besiddelse af euforiserende stoffer, da han havde en mindre mængde skunk på sig. 

Søndag kl. 8.42 skete der et færdselsuheld i krydset Viborgvej/Nordjyske Motorvej i Randers NV. En 38-årig mand kørte op bag i en bil ført af en 43-årig kvinde. Ingen af parterne kom umiddelbart alvorligt til skade. 

Søndag kl. 15.30 skete der et færdselsuheld på Skolebakken/Hovedvejen i Ørum Djurs, da to bilister stødte sammen. Ingen af parterne kom umiddelbart alvorligt til skade. 

Søndag kl. 16.45 skete der et færdselsuheld på Viborgvej i Sabro. En 48-årig mand mistede kontrollen over sin bil og ramte ind i et skilt i vejsiden. 

Natten til mandag kl. 2.30 blev en 31-årig mandlig bilist anholdt og sigtet for narkokørsel, da han blev standset af en patrulje på Thomas Edisons Vej i Randers NV. 

**

 

Indbrud 

Der er det seneste døgn anmeldt tre indbrud i privat beboelse i Østjyllands politikreds. 

På Vadstedvej i Svenstrup ved Hammel begået mellem lørdag d. 26/6 kl. 17.00 og søndag d. 27/6 kl. 14.00
På Grenåvej i Langkastrup ved Randers SØ begået søndag d. 27/6 mellem kl. 12.30 og kl. 13.30
På Møddebro Parkvej i Solbjerg begået mellem fredag d. 25/6 kl. 16.15 og søndag d. 27/6 kl. 19.00
Denne artikel er skrevet af Michael Juul Sørensen og data er automatisk hentet fra eksterne kilder, herunder Østjyllands Politi.
Kilde: Østjyllands Politi