Østjyllands Politi: Seneste nyt fra Risskov - torsdag den 18. marts

Profilbillede
dato

Risskov er i nat nævnt i døgnrapporten fra Østjyllands Politi. Her er døgnrapporten i sin fulde længde:

Grundlovsforhør i Retten i Aarhus kl. 12.30 

Østjyllands Politi fremstiller torsdag kl. 12.30 to mænd på 21 og 24 år i grundlovsforhør i Retten i Aarhus. De sigtes for besiddelse af skydevåben under særligt skærpende omstændigheder og for besiddelse af en større mængde narko med henblik på salg. 

En opmærksom patrulje standsede onsdag aften den 24-årige, da han kørte over for rødt i et kryds i Aarhus. Den 24-årige virkede påvirket, og i bilen lå en pose med en mindre mængde stoffer. Det fik politiet til at ransage den 24-åriges bopæl, hvor den 21-årige også bor. 

Under ransagningen fandt politiet et skydevåben og en større mængde narko, og det er årsagen til, at mændene nu fremstilles i grundlovsforhør. 

Anklagemyndigheden anmoder om lukkede døre ved grundlovsforhøret, og Østjyllands Politi ønsker derfor p.t. ikke at oplyse yderligere om sagen. 

**

 

Grundlovsforhør i Retten i Aarhus kl. 14.00

Østjyllands Politi fremstiller torsdag kl. 14.00 en 27-årig mand fra Aarhus i grundlovsforhør i Retten i Aarhus. Han sigtes flere indbrud begået sammen med flere andre gerningsmænd. 

Der sidder p.t. to andre mænd varetægtsfængslet i samme sag. 

Da anklagemyndigheden anmoder om lukkede døre ved grundlovsforhøret, ønsker Østjyllands Politi ikke at oplyse yderligere i sagen. 

**

 

Sigtet af specialpatruljen efter fund af narko og doping

Østjyllands Politis specialpatrulje tog onsdag kl. 9.50 ud til en adresse i Aarhus V efter et tip om, at der var narko på stedet. 

Under en ransagning af lejligheden fandt betjentene flere salgsposer med skunk og hash og en del dopingtabletter. 

Den 27-årige mand, der bor i lejligheden, blev anholdt og sigtet for besiddelse af euforiserende stoffer med henblik på salg og for overtrædelse af loven om dopingmidler. 

**

 

Rat stjålet fra biler i Risskov og Skødstrup

Østjyllands Politi fik onsdag morgen to anmeldelser fra borgere i Risskov, som havde haft indbrud i deres biler i løbet af natten. På Klokkemarksvej havde tyven stjålet rattet og forlygterne fra en bil, der holdt i en åben carport. På Prins Knuds Vej havde tyven taget rat og airbag fra en bil, der også holdt ved en privatadresse. 

En borger fra Skødstrup anmeldte torsdag morgen, at der havde været indbrud i hans bil, der havde holdt ved hans adresse på Løgten Østervej. Her havde gerningsmanden fjernet rat, navigationsanlæg, radio og aircondition-anlæg. 

**

 

Sigtet: Kørte uden førerret og forsøgte at snyde betjente

En patrulje, der onsdag kl. 17.28 holdt for rødt lys på Hasle Centervej i Hasle, opdagede at der holdt en bil bag dem med en 23-årig mand bag rattet og en 16-årig dreng på passagersædet. Da betjentene kender den 23-årige og ved, at han er frakendt førerretten, fik de kort efter dirigeret bilen ind til siden. 

Mens betjentene var på vej ud af bilen, sprang den 16-årige ud af bilen og løb fra stedet, mens den 23-årige skyndte sig at rykke over på passagersædet. 

Da patruljen tog kontakt til den 23-årige nægtede han at have kørt bilen, men påstod, at det var den 16-årige, der havde siddet bag rattet. 

Patruljen var dog sikker på, at de havde set den 23-årige køre bilen, og i øvrigt var han i besiddelse bilnøglen. 

Han blev derfor både sigtet for kørsel uden førerret og for falsk anklage ved at have forsøgt at give en anden skylden for sin forseelse. 

**

 

Brand i skraldespand formentligt påsat

Østjyllands Politi fik onsdag morgen en anmeldelse om, at en skraldespand på p-pladsen ved Rema1000 på Tjærbyvej i Randers NØ var brændt.

 

En patrulje kørte til stedet og sikrede spor, og det er politiets formodning, at branden er påsat. Derfor efterforskes sagen nu nærmere. 

**

Knallertkører fik mindre skader og flere sigtelser

En patrulje på Bygaden i Lystrup opdagede onsdag kl. 17.39 to 24-årige mænd, som begge sad på en knallert. Da man kun må sidde én person på en knallert, og føreren heller ikke have styrthjelm på, satte betjentene blinkene til for at signalere, at knallertføreren skulle holde ind til siden. 

Han kørte dog videre ned ad vejen, og kørte på et tidspunkt også mod færdselsretningen. Lidt længere fremme væltede knallerten i et sving, og betjentene, der var kørt efter, fik fat i de to 24-årige mænd. 

Føreren af knallerten virkede påvirket og viste sig at være frakendt kørekortet, og desuden havde han en klump hash i lommen. 

Derfor blev han sigtet for sprit- og narkokørsel, for besiddelse af euforiserende stoffer, for kørsel uden førerret, for at køre uden hjelm, for at medbringe en passager på knallerten og for at køre mod færdselsretningen. 

Da han havde slået sit ben ved styrtet, blev han kørt til skadestuen. 

**

Hash og slagvåben beslaglagt under ransagning

En adresse i Aarhus C blev onsdag kl. 9.55 ransaget af betjente fra Østjyllands Politis specialpatrulje, som havde mistanke om, at der var narko på stedet. 

Under ransagningen fandt patruljen en mindre mængde hash og en totenschlæger. En 32-årig mand, som bor på stedet, blev sigtet for besiddelse af euforiserende stoffer og for overtrædelse af våbenloven. 

**

Færdsel

Onsdag kl. 7.32 skete der et færdselsuheld i krydset Torvevænget/Torve Allé i Tranbjerg. En 42-årig mand kørte ud foran en bil ført af en 40-årig kvinde, hvorefter de to biler stødte sammen. Den ene bil blev ved sammenstødet skubbet ind i en tredje bil med en 61-årig mand bag rattet. Ingen af parterne kom umiddelbart alvorligt til skade. Den 42-årige blev sigtet for ikke at overholde sin vigepligt.

Onsdag kl. 11.41 skete der et færdselsuheld på Sabro Kirkevej i Sabro. En 80-årig kvindelig bilist kørte ind i et skilt og et træ ved et helleanlæg. Bilisten, der umiddelbart ikke kom noget til, blev sigtet for manglende agtpågivenhed i trafikken.   

Onsdag kl. 16.25 skete der et færdselsuheld på Lillegade i Ørsted. En 11-årig dreng cyklede ind i siden på en bil ført af en 30-årig mand. Drengen kom umiddelbart ikke alvorligt til skade. 

Onsdag kl. 20.59 skete der et færdselsuheld på Viborgvej i Sabro. En 20-årig kvindelig bilist ramte ind i et autoværn og endte derefter på marken. Den 20-årige forklarede, at hun havde undveget en modkørende bil, der var i færd med en overhaling, og at hun derfor var kørt af vejen. Hun kom umiddelbart ikke til skade ved uheldet. 

Onsdag kl. 22.13 skete der et færdselsuheld på Jeppe Aakjærs Vej i Åbyhøj. En bilist ramte ind i en bil, der holdt parkeret i siden af vejen. Bilisten kørte derefter fra stedet uden at give sig til kende. Ingen kom umiddelbart til skade ved uheldet. 

**

Indbrud

Der er ikke et anmeldt nogen indbrud i privat beboelse i Østjyllands politikreds det seneste døgn. 

 
Denne artikel er skrevet af Michael Juul Sørensen og data er automatisk hentet fra eksterne kilder, herunder Østjyllands Politi.
Kilde: Østjyllands Politi