Risskovs lokale gymnasium skal have en makeover til millioner. Ombygningen skal skabe bedre udearealer og undervisningsrammer for eleverne.
“Arkitekturen er fantastisk, men bygningen lukker sig om sig selv. Derfor vil vi skabe bedre udendørsmiljøer til både undervisning og fritid, samtidig med at vi åbner mere op for lokalsamfundet, så beboerne i de nybyggede kollegier på Tranekærsvej eksempelvis kan gøre brug af den i weekenderne og om aftenen”, fortæller rektor Gitte Horsbøl til RisskovLIV.
Der er søgt fondsmidler, som gør ombygningen mulig. Det hele kommer til at koste cirka seks millioner, så gymnasiet, der stod færdigt i 1969, kan blive ombygget.
Indgangspartiet, der kaldes “Bastionen”, skal udstyres med en trappe ned til de grønne områder, der grænser op til Vejlby Centervej.
"Det giver eleverne bedre mulighed for at komme ud i løbet af dagen. Der bliver plads til afslapning, fremlæggelser og musikfremvisninger", fortæller rektor.
Eleverne har været med til at komme med forslag og ideer til, hvordan ombygningen skulle se ud. Det er planen, at tegningerne til ombygningen er på plads til efteråret, og så sendes opgaven i udbud.