Tre elever dømt for overfald på skole i Risskov

Profilbillede
dato

Der er faldt dom i en sag om vold, hvor tre tidligere elever på Strandskolen begik vold mod to elever i 8. klasse. 

Hændelsen skete i forbindelse med sidste skoledag i juni 2021. Volden, der blandt andet foregik med slag og spark i hovedet, var så voldsom, at den ifølge anklageskriftet resulterede i, at en 15-årige dreng fik tandskader på mindst otte tænder.

De tre drenge blev kendt skyldige i overfald og dømt efter §244 i straffeloven. Dommen lød ikke på grov vold, som anklagerens tiltale lød på, men anklageren er tilfreds med dommen: 

“Jeg er tilfreds med, at de alle tre er blevet kendt skyldige i at have deltaget i begge overfald. Retten mente så ikke, at overfaldene havde en sådan karakter, at der var tale om en overtrædelse af straffelovens § 245, fortæller anklager Ann Charlott Sørensen til Lokalavisen Aarhus. 

Dommen lyder på 60 dages betinget fængsel til to af drengene, mens den tredje dreng blev idømt 30 dages betinget fængsel. Dommene har en prøvetid på et år. 

De tre tidligere elever skal desuden have deres sag behandlet i Ungdomskriminalitetsnævnet, et uafhængigt nævn, som skal forebygge ungdomskriminalitet med målrettede, individuelle indsatser for børn og unge. 

Kilde: Redaktionen