Østjyllands Politi modtager jævnligt anmeldelser om tyveri fra personbiler – og i løbet af det seneste døgns tid har flere bilejere opdaget knuste ruder på deres køretøjer.
På Østerby Allé i Tranbjerg J opdagede en bilejer mandag morgen, at hans parkerede bil havde fået stjålet blandt andet instrumentbræt og musikanlæg efter at forreste højre siderude var blevet knust. Den samme rude var blevet knust på en bil, der havde holdt parkeret på Vikærsvej i Risskov, hvorefter rattet var blevet stjålet fra bilen. Tyverierne er begge blevet begået i løbet af perioden fra omkring søndag aften kl. 22.00 til mandag morgen kl. 07.30.
Østjyllands Politi opfordrer til, at man parkerer på parkeringspladser, der er belyst eller overvåget, hvis man har mulighed for det. En anden mulighed er at installere en ekstra ratlås på sit bilrat for at undgå tyveri af netop dette. I rattet sidder en airbag, som oftest er årsagen til, at de kan have værdi for tyvene at gå efter.
Efterlad derudover aldrig tasker eller andre værdigenstande liggende synligt fremme i bilen, da det kan gøre det mere eftertragtet for tyven at vælge lige netop din bil at begå indbrud i.
**
Tyveri fra personbiler
Kilde: Østjyllands Politi