Søndag kl. 18.50 rykkede en politipatrulje ud til et busstoppested i Risskov efter anmeldelser om en mand, der råbte højlydt på gaden. Ved ankomsten fandt betjentene en mand og en kvinde på stedet.
Kvinden forklarede, at de to var kærester og havde været uvenner, men hun ønskede ikke at anmelde noget, selvom manden havde taget kvælertag på hende. Manden, der var 49 år gammel, mente ikke, der var nogen problemer, men blev tiltagende højrystet og udadreagerende.
Betjentene besluttede at anholde manden, der under anholdelsen truede betjentene flere gange. Han blev derefter taget med på politistationen, hvor han blev sigtet for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen og for trusler mod polititjenestemænd.
Kilde: Østjyllands Politi