BEMÆRK: Ansøgningsfristen er overskredet
Afdelingsleder søges til sygedagpengeindsatsen i Aarhus Kommune
Er du en stærk faglig leder og samtidig en dygtig teamplayer, der har fokus på en effektiv opgaveløsning og medarbejdernes trivsel? Så er det dig, vi leder efter.
Om jobbet:
I Aarhus Kommune er der et stærkt ønske om at udvikle det tidlige samarbejde med sygemeldte borgere og deres arbejdsgivere. Derfor har Center for Job og Arbejdsfastholdelse fået tildelt en investeringsmodel, hvor sygedagpengeindsatsen opnormeres med flere jobkonsulenter, og der oprettes i den forbindelse en ny afdeling i centret. Derfor søger Center for Job og Arbejdsfastholdelse en leder, der kan stå i spidsen for den nye afdeling, som skal varetage sygedagpengeindsatsen for sygemeldte borgere i job. Stillingen ønskes besat fra den 1. marts 2024.
Center for Job og Arbejdsfastholdelse er en del af driftsområdet Job, Sundhed og Ydelse i Magistraten for Sociale Forhold og Beskæftigelse i Aarhus Kommune. Centrets kerneopgave er at understøtte sygedagpengemodtagere i igen at blive arbejdsdygtige og hurtigst muligt vende tilbage til arbejdsmarkedet.
Vi er ca. 120 medarbejdere i centret, som fra marts 2024 er organiseret i fire afdelinger – tre afdelinger, der varetager sygedagpengeindsatsen til borgere sygemeldt fra job samt én afdeling, der varetager sygedagpengeindsatsen til borgere sygemeldt fra ledighed.
Som afdelingsleder får du ansvar for den daglige drift, der hovedsageligt omfatter faglig ledelse og personaleledelse af 27 dygtige og engagerede medarbejdere. Afdelingen bliver organiseret i tre teams, som består af jobkonsulenter (myndighedssagsbehandlere) med socialfaglig uddannelsesbaggrund og fastholdelseskonsulenter med forskellige uddannelses- og erhvervsbaggrunde.
Dine primære fokusområder i ledelsen af afdelingen vil være at sikre en effektiv opgaveløsning med de sygemeldte borgere i centrum, sikre indfrielse af afdelingens målsætninger samt sikre god trivsel blandt medarbejderne i afdelingen. Derudover vil der indledningsvist være et meget stærkt fokus på at skabe nogle gode rammer for den nye afdeling, så det sikres, der er et godt og bæredygtigt fundament for opgaveløsningen.
Du kommer til at indgå i centrets lederteam, som med dig kommer til at bestå af 4 afdelingsledere og 1 centerchef. Lederteamets primære fokusområder er i et tæt samarbejde på tværs af afdelinger at sikre en effektiv drift af den samlede sygedagpengeindsats med et stærkt fokus på beskæftigelse, sikre omsætning af fælles strategier og fælles målsætninger, sikre udvikling og implementering af relevante faglige tiltag samt via god ledelse at sikre en attraktiv arbejdsplads med et godt arbejdsmiljø for såvel medarbejdere som ledere.
I centret arbejder vi ud fra Aarhus Kommunes vision og værdigrundlag, som er gennemgående i alle vores samarbejdsrelationer – interne som eksterne.
Som afdelingsleder i Center for Job og Arbejdsfastholdelse er du en nøgleperson i organisationen. Vi forventer derfor, at du i opgaveløsningen agerer som rollemodel og har en samarbejdende, involverende og ikke mindst tillidsskabende ledelsestilgang i dit samarbejde med medarbejdere, ledere og andre samarbejdspartnere.
Vi forventer, at du
- Har erfaring med faglig ledelse og/eller personaleledelse i en politisk styret organisation.
- Har en relevant mellemlang eller lang videregående uddannelse, gerne suppleret med en lederuddannelse. Har du ikke en lederuddannelse, skal du være indstillet på at deltage i Aarhus Kommunes fælles lederuddannelse på diplomniveau.
- Har solid erfaring med beskæftigelsesområdet, gerne fra sygedagpengeindsatsen
- Er dialogsøgende og tydelig i din kommunikation.
- Er synlig som leder.
- Er god til at inspirere og inddrage dine medarbejdere, og formår at skabe følgeskab i både drift og udvikling.
- Kan omsætte strategi til handling, og har fokus på at arbejde med målopfyldelse/effekter.
- Er i stand til at bygge bro mellem afdelingen og afdelingens nærmeste samarbejdspartnere, så samarbejdet og sammenhængskraften styrkes.
- Kan understøtte, udvikle og bidrage til et godt arbejdsmiljø.
- Er robust, og evner at skabe struktur og rammer for både dig selv og dine medarbejdere i en til tider travl hverdag.
- Kan bidrage til det gode samarbejde med tillidsrepræsentanter og arbejdsmiljørepræsentanter.
- Er en teamplayer der bidrager konstruktivt til den fælles ledelsesopgave i lederteamet.
Derfor skal du vælge os:
Vi tilbyder et spændende lederjob med selvstændigt afdelingsansvar og inddragelse i tværgående beslutningsprocesser inden for et område i udvikling og med stor ledelsesmæssig og politisk bevågenhed. Du får ledelsesansvaret for en gruppe dygtige og engagerede medarbejdere og bliver en del af et stærkt fagligt lederteam med en ambitiøs forventning om at være én af landets førende kommuner indenfor sygedagpengeområdet.
Vi understøttes i det daglige arbejde af en fælles administration og faglige stærke stabsfunktioner i forhold til personaleadministration, juridisk bistand, databaseret ledelsesinformation, implementering af faglige tiltag og strategier samt IT og digitalisering.
Du vil få en grundig introduktion til jobbet og organisationen samt tæt sparring med dine lederkolleger, faglige koordinatorer og nærmeste leder.
Løn og ansættelsesvilkår:
Løn og ansættelsesvilkår vil være i henhold til gældende overenskomst. Endelig lønfastsættelse sker efter forhandling med den forhandlingsberettigede faglige organisation på baggrund af kvalifikationer.
Ugentligt timetal: 37 timer
Arbejdssted: Center for Job og Arbejdsfastholdelse, Vejlby Centervej 52, 8240 Risskov.
Hvis du vil vide mere:
Yderligere oplysninger om stillingen kan fås ved henvendelse til centerchef Anne-Mette Jason Nielsen på telefon 4187 4191, afdelingsleder Kathrine Ditlev Lund på telefon 4187 4193 eller afdelingsleder Marianne Wittrup Sørensen på telefon 4187 6699.
Ansøgningsfrist: søndag den 14. januar 2024.
Ansættelsessamtaler: 1. samtale forventes afholdt fredag den 19. januar og 2. samtale forventes afholdt torsdag den 25. januar. Ved 2. samtale skal du forvente at få stillet en case-opgave.
Om Aarhus Kommune
Aarhus Kommune er Jyllands største arbejdsplads, hvor 28.000 professionelle og passionerede kollegaer hver dag arbejder for at gøre visioner til virkelighed og skabe værdi for borgere og samfundet omkring os. Vi er en arbejdsplads, der vægter faglighed og samarbejde højt og vi tror på, at vores forskelligheder er med til at gøre Aarhus for en god by for alle.
Sammen arbejder vi for en bæredygtig og inkluderende by, hvor både ansatte, borgere, virksomheder og naturen kan trives og blomstre. Vi har ambitioner for byen – og for dig. Kom og vær med!
14-01-2024
INFORMATIONER OM STILLINGEN:
- Arbejdspladsen ligger i:
Aarhus Kommune
-Virksomheden tilbyder:
Fastansættelse: fuldtid
-Arbejdsgiver:
Aarhus Kommune, Vejlby Centervej 52, 8240 Risskov
-Ansøgning:
Ansøgningsfrist: 14-01-2024; - ansøgningsfristen er overskredet
Se mere her: https://job.jobnet.dk/CV/FindWork/Details/5960890