BEMÆRK: Ansøgningsfristen er overskredet
Vuggestuen Lærkebo søger 1 uddannet pædagog pr. 1. januar 2025 eller hurtigst muligt herefter.
Vi venter gerne på den rette.
Vi søger en pædagog, som har lyst til og mod på at bidrage til at udvikle det faglige fællesskab sammen med os. Om du er nyuddannet eller har erfaring, er ikke afgørende, men lysten og modet til at bidrage, lære nyt og turde øve sig er afgørende.
Du bliver en del af et arbejdsfællesskab præget af høj fagliglighed, samt stor viden og erfaring netop med aldersgruppen 0-2 år.
Vi kan tilbyde en stilling i et velfungerende hus, hvor vi anvender struktur til at organisere os på en måde, der frigiver flest mulige ressourcer ved børnene. Vi er et mindre hus med 3 stuer, og hvor alle kender alle - børn og personale.
At alle børn får en god dag og at det praktiske fungerer, er et fælles ansvar som vi lykkes godt med via måden vi organiserer os i samarbejdet.
Vi arbejder stueopdelt om formiddagen og funktionsopdelt om eftermiddagen.
Forberedelsestid er lagt ind i mødeplanen, så det pædagogiske personale kan planlægge og tilrettelægge pædagogiske læringsmiljøer af høj kvalitet.
Sparring er højt prioriteret hos os. Dagtilbuddet har de seneste år arbejdet sammen med en dygtig psykolog. Pædagogerne på de enkelte stuer tilbydes løbende psykologisk sparring med det formål at forbedre kvaliteten i det pædagogiske arbejde med børnene og samarbejdet med forældrene.
Derfor skal du vælge os
Børnene og deres udvikling er omdrejningspunktet for vores arbejde.
Vores børnesyn bygger på, at børn skal mødes med nærvær, varme, anerkendelse og omsorg.
Vi har positive forventninger til alle børn. Vi tror på, at alle børn gør det bedste, de kan. De er forskellige og skal hjælpes på vej på forskellig vis
Vi skal understøtte børnenes selvværd og gåpåmod i bestræbelserne på at udvikle børn, der kan, vil og tør.
Med udgangspunkt i den pædagogiske læreplan arbejder vi hele tiden på at udvikle den pædagogiske praksis, det faglige fællesskab og på at skabe optimale læringsmiljøer for alle børn.
- Konkret benytter vi indikatorerne i tilsynsmaterialet (Iters) og progressionsmodeller som redskaber til at udvikle praksis og opbygge et stærkere læringsfællesskab. Pt. har vi især fokus på bøger, brug af bøger og de voksnes rolle i fri leg. Det kan du bl.a. læse mere om i vores tilsynsrapport, der fra ca midt uge 48 ligger på vores hjemmeside.
- I samspillet og relationen med børnene tager vi afsæt i Marte Meo principperne samt sprogforsker Pia Thomsens sprogteknikker, Sprogtrappen og indsatsmodulet.
- Vi værner om et arbejdsmiljø med en høj grad af psykologisk tryghed og arbejder løbende med trivsel.
Vores forventninger til dig
Vi ser frem til at møde en pædagog, der har en særlig faglig interesse og nysgerrighed i forhold til 0-2-årige. Du ved, at omsorg er mere end knus og kram, og at passende udfordringer skaber robuste børn.
I samspillet med børnene er du i stand til at omsætte teori til praksis, og vi forventer, at du kan veksle mellem at være den igangsættende, legende eller guidende pædagog.
Derudover forventer vi, at:
- Du er tydelig i rollen som pædagog og formår at guide husets medhjælpere.
- Du kan agere i et temsamarbejde på stuen og i hele huset, og du håndterer forskellige samarbejdsrelationer professionelt.
- Du evner en åben og tillidsskabende kommunikation med personale og forældre.
- Du arbejder målrettet og struktureret, men kan fungere og agere i uforudsigelighed.
- Du er robust, såvel fysisk som psykisk, og møder stabilt på arbejde.
- Du er god til at formulere dig, både mundtligt og skriftligt.
Lidt flere fakta om os
Lærkebo er en vuggestue med 36 børn fordelt på tre stuer.
Der er pt. ansat 6 pædagoger, 4 medhjælpere og 1 studerende. Den ene medhjælper læser til pædagog på sporskiftemerituddannelsen, mens hun arbejder hos os.
Vi er en del af Skejby Vorrevang Dagtilbud, der består af syv afdelinger.
Vores fælles indsats for at udvikle dagtilbuddet sker bl.a. gennem arbejdet med den pædagogiske læreplan, Stærkere Læringsfællesskaber og fælles indsatsområder som fx relationskompetencer og opkvalificering af de sprogpædagogiske læringsmiljøer.
Ud over at være en del af en afdeling og et dagtilbud bidrager du til det lokale samarbejde i vores skoledistrikt, og 0-18-års perspektivet i Aarhus Kommune.
Hvis du vil vide mere:
Du er velkommen til at besøge os eller kontakte os pr. telefon (Annette Hein, pædagogisk leder, tlf. 23 26 52 87).
Du kan også læse mere på vores hjemmeside.
Løn og ansættelsesvilkår:
Løn og ansættelsesvilkår vil være i henhold til gældende overenskomst. Endelig lønfastsættelse sker efter forhandling med den forhandlingsberettigede faglige organisation på baggrund af kvalifikationer, medmindre stillingen er omfattet af en forhåndsaftale, som kan danne grundlag for lønfastsættelsen
Der vil blive indhentet børne- og straffeattest og ansættelse sker under forudsætning af, at attesterne ikke viser, at du er uegnet/uværdig til stillingen. Du kan læse mere her om hvordan vi behandler dine oplysninger her.
Ansøgning
Klik på ”Ansøg” nedenfor for at udfylde og sende din ansøgning. Alle felter med * skal udfyldes. Først når du har modtaget en kvittering pr. e-mail, har vi modtaget din ansøgning.
Ansøgningsfrist: 30.11.2024
Vi afholder samtaler løbende.
Om Aarhus Kommune
Aarhus Kommune er Jyllands største arbejdsplads, hvor 28.000 professionelle og passionerede kollegaer hver dag arbejder for at gøre visioner til virkelighed og skabe værdi for borgere og samfundet omkring os. Vi er en arbejdsplads, der vægter faglighed og samarbejde højt og vi tror på, at vores forskelligheder er med til at gøre Aarhus for en god by for alle.
Sammen arbejder vi for en bæredygtig og inkluderende by, hvor både ansatte, borgere, virksomheder og naturen kan trives og blomstre. Vi har ambitioner for byen – og for dig. Kom og vær med!
INFORMATIONER OM STILLINGEN:
- Arbejdspladsen ligger i:
Aarhus Kommune
-Virksomheden tilbyder:
Fastansættelse: fuldtid
-Arbejdsgiver:
Aarhus Kommune, Næringen 95, 8240 Risskov
-Ansøgning:
Ansøgningsfrist: 30-11-2024; - ansøgningsfristen er overskredet
Se mere her: https://job.jobnet.dk/CV/FindWork/Details/6149790