Vi søger en fagligt stærk, erfaren og samarbejdsorienteret HR-konsulent, der kan understøtte vores institutioner – fængsler og arresthuse mv. – i arbejdet med at sikre en stabil drift gennem en fokuseret indsats på sygefraværsområdet. Du bliver en del af arbejdsmiljøteamet i HR-enheden på Kredskontor Vest i Aarhus – et stærkt fagligt miljø, hvor trivsel, god ledelse og respektfuldt samarbejde står højt på dagsordenen.
Om stillingen
Som vores nye kollega får du en nøglerolle i at omsætte viden om fraværstendenser til konkret ledelsesstøtte. Du skal trives med at dykke ned i tallene, identificere mønstre og bruge dit analytiske overblik til at hjælpe vores ledere med at kvalificere deres opfølgningsindsats.
Dine primære opgaver bliver:
- Tæt og målrettet ledelsessparring: Du fungerer som den professionelle sparringspartner for fængsels- og enhedschefer. Du understøtter dem i at tage det fulde ledelsesmæssige ansvar for fraværsopfølgningen og sikrer, at de har de rette værktøjer og det fornødne fokus på opgaven.
- Analytisk overblik: Du skal selvstændigt kunne bearbejde og analysere data for sygefravær. Du har evnen til at se bag om tallene. Ved at identificere mønstre og afvigelser kan du rådgive om, hvor indsatsen gør den største forskel, og hjælpe lederne med at prioritere deres fokus.
- Opfølgning og controlling: Du sikrer en systematisk tilgang til sygefraværsindsatsen. Du er god til at følge op og være den "faglige motor", der holder fast i processerne, indtil de er solidt forankret i driften.
- Beslutningsstøtte og formidling: Du udarbejder sagsfremstillinger og oplæg, der giver ledelsen et solidt grundlag for at handle på fraværstendenser og trivselstiltag – og du bidrager til, at vores HR-understøttelse altid hviler på et sagligt og opdateret grundlag.
Om dig
Vi leder efter en profil, der trives med rollen som den insisterende og støttende rådgiver. Du har en naturlig autoritet og formår at skabe respekt om din faglighed, samtidig med at du er lydhør over for den praktiske virkelighed, lederne står i.
Vi forventer, at du:
- Har solid erfaring med at skabe forbedringer på baggrund af data: Du arbejder analytisk og systematisk og er rutineret i at anvende metoder, der sikrer en vellykket implementering.
- Er vedholdende og resultatorienteret: Du trives med at følge opgaverne helt til dørs, og formår at fastholde fokus på de langsigtede mål.
- Er analytisk stærk: Du er god til at skabe overblik over komplekse problemstillinger og formidle dem på en enkel og handlingsorienteret måde.
- Har stærke samarbejdsevner: Du er god til at skabe følgeskab hos ledere og kolleger og ved, hvordan man navigerer i en organisation med mange forskellige interessenter.
- Er en dygtig formidler: Du skriver og taler med gennemslagskraft, og er vant til at begå dig som konsulent på strategisk niveau.
Vi lægger vægt på, at du bringer både erfaring og et stort personligt drive med ind i rollen. Derfor forestiller vi os, at du:
- Har en relevant uddannelse (fx cand.scient.pol, cand.soc. eller lignende) og en solid erfaring med HR-understøttelse i en større organisation.
- Kan agere som konsulent på vegne af et kredskontor og begå dig sikkert i en politisk styret organisation med blik for de særlige dynamikker, det indebærer.
- Har et solidt kendskab til og stor interesse for arbejdsmiljøområdet og ledelsesudvikling/-understøttelse.
- Har sans for at forenkle og forbedre arbejdsgange og drive udvikling med strategisk retning.
- Er serviceorienteret og kommunikerer på en måde, der betyder, at du hurtigt skaber en god og respektfuld relation til dem, der efterspørger din hjælp.
- Det falder dig naturligt at arbejde med deadlines på flere arbejdsopgaver sideløbende.
- Arbejder både selvstændigt og samarbejdsorienteret – og med respekt for den praktiske virkelighed i vores fængsler og institutioner.
- Er en god kollega som bidrager til vores eget arbejdsmiljø både fagligt og socialt.
HR-enheden i Kredskontor Vest består af 29 engagerede medarbejdere med forskellige faglige baggrunde. Vi servicerer ledelsen i fængsler og institutioner i Jylland og på Fyn, og indgår samtidig i et landsdækkende samarbejde om udvikling af HR-indsatser på tværs af Danmarks Fængsler.
Hos os bliver du en del af et tværfagligt og spændende miljø med fokus på kvalitet, trivsel og udvikling. Vi arbejder med en høj grad af frihed under ansvar, gensidig fleksibilitet, uformel omgangstone og med fokus på medarbejdernes tryghed, trivsel og udvikling. Samarbejde er en naturlig del af vores måde at arbejde på – vi deler erfaringer, hjælper hinanden og finder fælles veje frem.
Enheden ledes af to souschefer og en HR-chef.
Løn- og ansættelsesvilkår
Ansættelse og aflønning sker i henhold til overenskomst for akademikere i staten indgået mellem
Skatteministeriet og akademikerorganisationerne og de eventuelle hertil indgåede lokalaftaler.
Stillingen er på 37 timer ugentligt med tiltrædelse senest 1. maj 2026.
Ansættelsesområdet er Danmarks Fængsler, og tjenestestedet er Kredskontor Vest, Mosevej 5b, 8240 Risskov
Hovedparten af arbejdet foregår på vores kontor i Risskov og med mulighed for hjemmearbejde af og til. Du vil dog også have mødeaktivitet i vores institutioner – typisk 1-2 dage om ugen i perioder. Derfor er det en forudsætning, at du har kørekort. Vi stiller tjenestebil til rådighed.
Ansøgning
Send din ansøgning, CV, eksamensbevis og øvrige relevante bilag via linket ”Søg stillingen” senest 25. februar 2026.
Vi afholder samtaler den 6. marts og vil i den forbindelse bede dig forberede en lille case.
Det er en forudsætning for ansættelse, at du giver samtykke til, at vi indhenter oplysninger fra Det Centrale Kriminalregister.
Yderligere oplysninger om stillingen kan fås hos souschef Helle Stenbro på tlf. nr. 7255 9143, hos HR-konsulent Signe Brems Thykjær på tlf. nr. 7255 8957 eller hos HR-konsulent Malene Møller Laursen på tlf.nr. 7255 8958.
Danmarks Fængsler opfordrer alle kvalificerede ansøgere uanset alder, køn, religion eller etnisk baggrund til at søge stillingen.
Om Fængselskreds Vest og Kredskontoret
Fængselskreds Vest er ét af to geografiske områder i Danmarks Fængsler og beskæftiger ca. 2.000 ansatte. Kredskontoret i Aarhus fungerer som stabsfunktion for fængsler, arresthuse, fodlænkeafdelinger, udslusningsfængsler og et udrejsecenter i Jylland og på Fyn. Kredskontoret varetager opgaver inden for bl.a. HR og personaleadministration, økonomistyring, kapacitetsstyring, klientsagsbehandling, forebyggelse og sikkerhed.
Læs mere på Danmarks Fængsler - Vi driver landets fængsler
INFORMATIONER OM STILLINGEN:
- Arbejdspladsen ligger i:
Aarhus Kommune
-Virksomheden tilbyder:
dagarbejde
-Arbejdsgiver:
Områdekontoret Vest, Aarhus Nord, Mosevej, 8240 Risskov
-Ansøgning:
Ansøgningsfrist: 25-02-2026;
Se mere her: https://job.jobnet.dk/find-job/9c831153-3d1e-4403-98c2-fc45f0217dc4