Studentermedhjælper til kontrol- og tilsynsenheden i Kriminalforsorgen Vest

dato

Vil du være med til at styrke Kriminalforsorgens forebyggende arbejde? Kan du se dig selv i spændingsfeltet mellem en driftsorganisation og en politisk styret organisation? Og trives du med databaseret og administrativt arbejde? Så får du nu en unik mulighed for et studiejob i en helt særlig organisation som studentermedhjælper i Kontrol- og Tilsynsenheden ved Kriminalforsorgen Vest, Områdekontor i Aarhus.



Om stillingen

Vi søger en studentermedhjælper til en stilling i Kontrol- og Tilsynsenheden. Som studentermedhjælper i Kontrol- og Tilsynsenheden vil du blive en vigtig del af vores arbejde med at understøtte institutionerne i Kriminalforsorgen Vest og styrke deres arbejde med straffuldbyrdelse, tilsyn og forebyggelse af tilbagefald til kriminalitet.

Du vil som studentermedhjælper blive koblet op på enhedens konsulenter, der løser mange forskellige opgaver. Din primære opgave vil være at understøtte vores arbejde med controlling af sagsbehandlingen hos institutionerne i Kriminalforsorgen Vest. Her behandler, systematiserer og analyserer vi data for at sikre, at sagsbehandlingen har den fornødne kvalitet og lever op til gældende lovgivning.

Derudover vil du blive involveret i en bred vifte af spændende arbejdsopgaver, som vi varetager i enheden, herunder:

  • Forberedelse og referent ved større møder i enheden
  • Udarbejdelse og visuel forbedring af grafisk materiale
  • Udarbejdelse af mindre afdækninger og notater i forbindelse med høringssvar
  • Udarbejdelsen af oplæg og materialer til undervisning og møder samt revision af håndbøger, procedurer m.v.
Stillingen er normeret til 12 timer/ugen, der som udgangspunkt skal placeres på to dage i løbet af en uge. Vi er fleksible i forhold til hvilke dage der kan passe med dit skema på din uddannelse, så længe det harmonerer med arbejdsopgaverne.

Om dig

Du kan være i gang med en bachelor, professionsbachelor eller er nyligt startet på din kandidatuddannelse – gerne inden for det samfundsvidenskabelige, socialfaglige eller humanistiske felt. Endnu vigtigere er det dog, at du kan se dig selv i følgende:

  • Du arbejder struktureret og systematisk og har et stærkt administrativt gen
  • Du er selvstændig, har talent for at samarbejde og interesse for databaserede og administrative opgaver
  • Du har en god systemforståelse og er dygtig til hele Office-pakken, særligt Excel og PowerPoint
  • Du ser en tilfredsstillelse ved at nå i mål og løse dine opgaver til tiden
Hvem er vi?

Kontrol- og Tilsynsenheden er en tværgående enhed, der understøtter og samarbejder med de kriminalforsorgsinstitutioner i Jylland og på Fyn, der fører tilsyn med klienter på fri fod samt klienter i fodlænke og på udslusningsfængsler. Som enhed har vi ansvaret for at styrke den faglige kvalitet i de tilsyns- og forebyggelsesindsatser, der finder sted på institutionerne.

I Kontrol- og Tilsynsenheden er vi 7 konsulenter fordelt på 4 teams, som arbejder med Kriminalforsorgen i Frihed (KiF), ungekriminalforsorgen, fodlænke og udslusningsfængsler. Enheden ledes af en chef for Kontrol og Tilsyn.

Du vil møde en engageret enhed med stor faglig ekspertise og et godt arbejdsmiljø. Vi arbejder med høj grad af frihed under ansvar, gensidig fleksibilitet og fokus på medarbejdernes tryghed, trivsel og udvikling.

Om Kriminalforsorgen Vest

Kriminalforsorgen Vest er ét af to geografiske kriminalforsorgsområder på landsplan og har cirka 2.000 ansatte. Kriminalforsorgen i Vest har et områdekontor med stabsfunktion for de fængsler, arresthuse, Kriminalforsorgen i Frihed, herunder fodlænkeafdelinger, udslusningsfængsler og et udrejsecenter, der geografisk er placeret i Jylland og på Fyn.

Områdekontoret varetager opgaver i tæt kontakt med institutionerne inden for forebyggelse, kontrol og tilsyn, HR, økonomistyring, klientsagsbehandling og sikkerhed.

Du kan læse mere om kriminalforsorgen på vores hjemmeside www.kriminalforsorgen.dk



Ansættelsesvilkår

Ansættelsesområdet er Kriminalforsorgen. Arbejdsstedet er Kriminalforsorgen Vest, Områdekontoret, Kontrol- og Tilsynsenheden, Mosevej 5, 8240 Risskov.

Stillingen er tidsbegrænset til det tidspunkt, hvor du afslutter din uddannelse. Tiltrædelse ønskes snarest muligt.

Den ugentlige arbejdstid er op til 12 timer pr. uge, der som udgangspunkt fordeles over to dage. Vi er fleksible i forhold til, at arbejdsdagene kan planlægges efter dit skema, så længe det harmonerer med arbejdsopgaverne.

Løn og ansættelsesvilkår sker i henhold til Fællesoverenskomst mellem Finansministeriet og Offentligt Ansattes Organisationer – Det Statslige Område (OAO-S-fællesoverenskomsten), organisationsaftale for kontorfunktionærer, laboranter og It-medarbejdere (HK).



Ansøgning

Du søger stillingen via linket ”Søg stillingen”

Din ansøgning med CV, dokumentation for uddannelse og øvrige relevante bilag skal være modtaget senest d. 14. juli 2025. Vi forventer at afholde ansættelsessamtaler i uge 30.

Det er en forudsætning for ansættelse, at du i forbindelse med samtalen giver dit samtykke til, at kriminalforsorgen må indhente og vurdere oplysninger om dig i det Centrale Kriminalregister. Inden ansættelse skal du ligeledes medsende dokumentation for CV, f.eks. ansættelsesbeviser.

Hvis du indkaldes til samtale, skal du til samtalen medbringe billede-ID.



Yderligere oplysninger

Yderligere oplysninger om stillingen kan fås ved henvendelse til chefkonsulent, Signe Hernvig på tlf. 7255 5529 eller pr. e-mail: signenorlund.hernvig@krfo.dk



Kriminalforsorgen opfordrer alle kvalificerede ansøgere uanset alder, køn, religion eller etnisk tilhørsforhold til at søge.

INFORMATIONER OM STILLINGEN:

- Arbejdspladsen ligger i:

Aarhus Kommune

-Virksomheden tilbyder:

dagarbejde

-Arbejdsgiver:

Områdekontoret Vest, Aarhus Nord, Voldbjergvej, 8240 Riskov

-Ansøgning:

Ansøgningsfrist: 14-07-2025;

Se mere her: https://job.jobnet.dk/CV/FindWork/Details/bd5e9f94-7233-4ac2-8704-90442726d6c7

Data er automatisk hentet fra eksterne kilder, herunder JobNet.
Kilde: JobNet